Er importerede økovarer bæredygtige?

Transporten betyder noget for klimabelastningen, når man importerer øko-produkter. Magasinet Økologisk har undersøgt, om importerede økologiske varer overhovedet er bæredygtige.

Klimabelastende transport

Transporten betyder noget for klimabelastningen, når man importerer øko-produkter. Sådan svarer Marie Trydeman Knudsen fra Institut for Agroøkologi under Aarhus Universitet. Hun har forsket i spørgsmålet i en ph.d. om miljøeffekterne af importerede økologiske produkter, som hun afsluttede i 2011.

Ligegyldigt om det er fra Italien eller Argentina

- For eksempel så giver transporten af udenlandske økologiske æbler en lige så stor mængde drivhusgasser som det, selve produktionen af dem udleder. Og det er lige meget, om de kommer fra Italien eller Argentina, for CO2-udledningen er forholdsmæssigt større ved lastbil- end ved skibstransport, forklarer Marie Trydeman Knudsen.

Den danske ph.d.-studerende har dog lavet et litteraturstudie, der viser, at økologiske planteprodukter generelt udleder en anelse mindre drivhusgasser end de konventionelle søskende, når det drejer sig om selve produktionen. Når det kommer til andre produktkategorier som mælk og kød, så er der ingen forskel.

Bliv Økoven og få Magasinet Økologisk

Frugt og grønt er klimavenligt

- Men en vigtig pointe er, at frugt og grønt generelt har et lille klimaaftryk. For eksempel, så udleder produktionen af oksekød mindst 20 gange mere drivhusgas end grøntsager. Det er ikke for at provokere dem, der er glade for kød, men som forbruger kan du gøre klimaet en stor tjeneste ved at vælge grønt i stedet for kød – uanset om det grønne kommer fra den anden side af kloden, siger Marie Trydeman Knudsen.

Firedobling af import

Importen af økologiske produkter til Danmark blev fra 2003 til 2008 mere end firedoblet. Det ses både i supermarkedet og på de økologiske gårde, hvor dyrene eksempelvis får økologisk soja fra blandt andet Italien og Kina.

Netop kinesisk soja var i fokus i et af to feltstudier, ph.d.-afhandlingen også indeholdt. Det andet var appelsinjuice fra Brasilien. Et antal økologiske og konventionelle gårde blev sammenlignet, og forskerne fulgte produktkæderne helt frem til Danmark.

Mindreklimaaftryk i øko-soja fra Kina

Studierne i Kina viste, at den økologiske produktion har ca. 50 procent lavere miljøpåvirkning end den konventionelle, når det drejer sig om udledning af drivhusgasser og næringsstoffer samt forbrug af fossil energi. Resultaterne fra Brasilien var ikke nær så klare. Her havde de store økologiske appelsinproducenter – i modsætning til de små – nemlig en højere udledning af drivhusgasser i forhold til de små konventionelle appelsinproducenter.

Bliv fri for sundhedsskadelige pesticider

Marie Trydeman Knudsen påpeger, at bæredygtighed handler om mange andre aspekter end klima, for eksempel giver økologisk landbrug en større biodiversitet, og så fjerner man risikoen for pesticidforurening, hvilket også gør en forskel for den enkelte landmand.

- Som forbruger handler valget jo også om forskellen på det, du gør i det pågældende land. I Brasilien må de konventionelle landmænd bruge pesticider, som for længst er forbudte i EU, fordi de er sundhedsskadelige. Så for landmanden gør det altså en forskel, når du vælger den økologiske appelsin – og med din efterspørgsel medvirker du til at udvide det økologiske areal i Brasilien.

Læs flere artikler om økologi fra Magasinet Økologisk


Artiklen findes i magasinet Økologisk #18 Forår 2012