Is skal laves af ægte varer

På Ny Lundgård Ismejeri skal ingredienslisten være så kort som muligt. Som økologisk producent må Kirsten Kjærgaard bruge mindre end en syvendedel af de tilsætningsstoffer, der er tilladt i den konventionelle produktion.

Kirsten Kjærgaard peger på etiketten af sin Lakrids Flødeis - en af de mest populære isvarianter, hun producerer i Ny Lundgård Ismejeri. Ingredienslisten siger: ”Sødmælk, fløde 16 %, æggeblommer, rørsukker, majsglukose, skummetmælkspulver, rålakrids 2 %, johannesbrødmel”.

Is uden industrielle tricks

Altså i store træk de ingredienser du finder i en dessertbog om at lave din egen is fra bunden. Men sådan forholder det sig sjældent, når du står ved fryseboksen og kigger ned på de ispinde, der stammer fra de konventionelle isfabrikker. Her er opskrifternes oprindelige ingredienser ofte erstattet af aromaer, E-numre og andre industrielle tricks.

I den billige ”liter-vaniljeis” vil du sandsynligvis se, at den ægte vanilje er erstattet med en meget billigere fake-vanilje, der udvindes af rådden gran.

Bliv Økoven og få Magasinet Økologisk

Tag for eksempel bestselleren Magnum Mandel fra Frisko. I den meget lange ingrediensliste finder du bl.a. emulgatorerne E471, E442 og E476, stabilisatorerne E410, E412 og E407 samt ”aromaer” og farvestoffet E160a. Og ganske vist finder du bl.a. skummetmælk, -pulver, vallekoncentrat (mælk) og mælkefedt, men ikke fløde. 

”Vaniljeis” = vand, luft og fake-vanilje

- For mig handler det om, at ingredienslisten skal være så kort som muligt. Kun de nødvendige råvarer skal i isen. Også selv om de er langt dyrere, og det afspejler sig så i prisen på mine is, siger Kirsten Kjærgaard.

Hver onsdag i juli kl. 17 holder hun og manden Steen Hareskov ”Åbent ismejeri”, hvor gæsterne først er med til at hente den friske mælk i stalden og derefter med til at lave isen i Kirstens ismejeri.

Her forklarer hun gæsterne, at vand er hovedingrediensen i ”en-liters vaniljeisen” i papemballage til 17,95 kroner. 

- Gud! Er det?, svarer de ofte. Og det viser mig, at mange ofte er fremmedgjorte over for de fødevarer, de spiser, siger Kirsten.

Video: Vælg økologi fordi du får færre tilsætningsstoffer

Ét E-nummer i Kirstens is

I halen på det forklarer ismejeristen, at ”liter-isen” ofte kun vejer cirka et halvt kilo. Hos hende vejer en liter is omkring et kilo. Og i den billige ”liter-vaniljeis” vil du sandsynligvis se, at den ægte vanilje er erstattet med en meget billigere fake-vanilje, der udvindes af rådden gran.

I Ny Lundgård ismejeri er det ifølge Kirsten udelukket at tilsætte luft eller kunstige stoffer på den måde. Dog er der i hendes Lakrids Flødeis et enkelt tilsætningsstof, nemlig johannesbrødmel, der også hedder E410, og som tilhører gruppen af fortykningsmidler. 

- Det er fuldt lovligt at tilsætte efter de økologiske regler, og det gør jeg for at sovsen fra isen bliver lidt tykkere. Så løber isen ikke så nemt ned over fingrene på en varm sommerdag, forklarer Kirsten.

Læs flere artikler om økologi fra Magasinet Økologisk