Guide: Sådan gemmer du smagen af sommer

Anne Hjernøe er inkarneret fan af at sylte, henkoge og tørre sommerens smage og gemme dem til vinterens mørkere tider. Her får du hendes bedste tips til at gemme smagen af sommer.

Frys bær og frugt ned

Frossen frugt holder nemt 3⁄4-1 år i fryseren, og både frugtens smag og vitaminer bevares utrolig godt. Når du fryser bær og frugter, er det vigtigt, at de er rengjorte og klar til brug. Fjern fx stilke og sten og skær frugten i passende stykker. Det er ofte en fordel at fryse varerne i de portioner, du regner med at skulle bruge.

Skriv gerne uden på posen nøjagtig hvad der er i og hvilken dato, du har puttet dem i fryseren, fx "500 g halverede og stenfri blommer 23.8.2016". Selv om du måske ikke lige tror det, så kan det være svært at se eller huske senere hen. Frosne bær har i øvrigt en tendens til at falde sammen og er efter frysning derfor bedst egnet til at lave marmelade, chutney eller grød af. 

Stræk årstiderne - derfor skal du sylte selv

Lav din egen sirup

Sirup er en meget vigtig ting i mit køkken. Jeg bruger den over min frugtsalat og morgenyoghurt, til pandekager, over is og andre desserter. I det salte køkken i salatdressinger, marinader og til kraftige oste. En god sirup kan laves af alt fra rabarber over citroner til kaffe.

En jordbærsirup er et godt sted at starte. Du skal bruge 1 kg jordbær, 600 g rørsukker og kornene fra 2 vaniljestænger. Kog det hele ved svag varme, til saften er kogt ud af bærrene. Si bærrene fra i et klæde. Tilsæt evt. fintrevet, finthakket skal fra 2 usprøjtede limefrugter. Kog saften yderligere ind, tilsæt evt. lidt mere sukker. Når den er tyknet lidt, hældes den på skoldede flasker.

Lav snaps og likører

Jeg smider alle typer frugt og bær i en klar snaps uden smag. Brombær, pærer, æbler. Brug dem tørrede - de friske gør snapsen for vandet og syrlig, mens de tørrede giver en mere sødlig og aromatisk snaps. Sådan laver jeg æblesnaps: 2 håndfulde tørrede æbletern, 2 spsk. tørrede hybenskaller, 12 enebær, 1-2 spsk. lyst rørsukker og 4 dl neutralt smagende snaps. 

Kom det hele i en flaske, og lad det trække. Smag på snapsen efter 3-4 dage. Har æbler, enebær eller hyben trukket længe nok? I så fald fjerner du den eller de smagsgivere, som smager for meget igennem. Lad resten blive. Ved at bruge 3-4 spsk. sukker, så får du en likør. Jeg kan især anbefale en brombærlikør. Så har du sommersmag året rundt.

Tør dine æbler i ovnen

Skær kernehuset væk, skræl dem, og skær dem i tynde skiver, både, ringe eller små tern. Læg dem på en bageplade med bagepapir. Tør dem i ovnen, gerne varmluft, ved 85 grader, indtil de er tørre. Tørretiden er afhængig af tykkelsen, og hvordan du vil have æblerne.

Æblerne kan tørres, indtil konsistensen er blød og læderagtig – eller til de er helt tørre som chips. Så hold øje med ovnen. Tørrede æbler er gode i salater, mysli eller som fyld i kylling eller fisk. Holder min. 5-6 måneder. Du kan også tørre fx jordbær, hyben, svampe eller vindruer på samme måde. De kan dog safte undervejs, så skift evt. bagepapiret.

Fakta: Atamon er no-go i øko-produkter

Det aktive stof i Atamon hedder natriumbenzoat eller E 211, og det hæmmer væksten af bakterier samt skimmel- og gærsvampe. E 211 tilhører gruppen af benzoesyre og benzoater, der er blandt de mest anvendte konserveringsmidler i konventionelle fødevarer lige fra syltetøj over kogte rejer, slik og sennep. 

Britiske forskere har dog mistænkt konserveringsmidlet for at udløse ADHD i sammenhæng med andre tilsætningsstoffer, og det er også dokumenteret, at det kan give udslæt om munden.

Natriumbenzoat er ikke tilladt efter EU’s økologi-regler. Ligesom langt de fleste farve-, tilsætnings- og konserveringsmidler passer E 211 ikke ind i forhold til økologiens forsigtighedsprincip. I stedet for Atamon anbefaler Anne Hjernøe
at skolde dine sylteglas og derefter skylle dem i alkohol. Og har du lavet en større portion syltetøj, så kan du sagtens fryse den eller din marmelade ned, indtil du skal bruge dem.

 

Artiklen er en redigeret udgave fra Magasinet Økologisk, som alle Økovenner får tilsendt fire gange om året.

Bliv Økoven og få Magasinet Økologisk