Grundprincipper for økologisk mad

Madlavning efter de økologiske principper giver nogle andre muligheder og udfordringer end ikke-økologisk madlavning. Det kræver måske en ændring i dine vaner og måde at tænke madlavning på. Selv små skridt gør en stor forskel.

Tre grundprincipper

Når du laver økologisk mad, tager du hensyn til miljø og dyrevelfærd – og får god smag i munden. I det økologiske køkken skal du ikke nødvendigvis lave mindre mad, men bedre mad. Der er tre grundprincipper i det økologiske køkken:

  • Brug kød med omtanke
  • Brug mere frugt og grønt efter sæson
  • Undgå madspild

Brug kød med omtanke

Kød er dyrt i mere end én forstand: Kød fylder meget i madbudgettet, og desuden er det dyrt i naturressourcer at omsætte planter til kød. Som bevidst forbruger, vælger mange danskere, at leve grønnere efter økologiske principper og spise mindre kød. En kostomlægning med især mindre oksekød vil gøre en meget stor forskel, da kvægproduktion giver stor klimagasudledning.

Mindre kød i madlavningen behøver ikke værre en forringelse – tværtimod. Det handler om at ændre sine vaner og tænke måltidet anderledes, så det ikke altid er kødet, der er omdrejningspunktet.

Tre gode idéer:

  • Vælg lidt, men godt. Meget økologisk kød smager af mere og svinder mindre ved tilberedning end ikke-økologisk kød.
  • Brug flere bælgfrugter som bønner og linser. Bælgfrugter er en vigtig ingrediens i det økologiske køkken. De indeholder meget protein, som gør det nemmere at skære ned på kødet.
  • Planlæg én eller flere kødfrie dage om ugen.

Brug mere frugt og grønt efter sæson

Grøntsager, der er i sæson, smager bedre og er billigere. Tænk årstidernes grøntsager først, når du laver madplan, og lad gerne grøntsagerne være udgangspunktet for flere af retterne. Du kan finde inspiration til årstidens frugt og grønt her på siden.

Tre gode idéer:

  • Køb lokalt frugt og grønt. Det belaster klimaet mindre.
  • Spis flere grove grøntsager. De mætter mere og er mere klimavenlige en let grønt. Grove grøntsager er for eksempel kål, porrer, løg og rodfrugter. Let grønt er for eksempel agurk, tomat, salat og peberfrugt.
  • Om vinteren, når mangfoldigheden ikke er så stor, kan man skabe variation med konsistenser og kombinationer og tilberedninger, samt med syltede, henkogte og fermenterede grøntsager.

Undgå madspild

Mad i skraldespanden er penge ud af vinduet. Desuden er det spild af næringsstoffer. Det handler om at have respekt for råvarerne, og vide hvordan man udnytter dem til fulde. Når du udnytter råvaren og bruger resterne, skal du købe mindre ind. Det giver overskud til at købe flere gode kvalitetsvarer og til at prioritere økologien.

Det behøver ikke være svært at undgå madspild. Slip kreativiteten løs, og lad dine ”rester” fungere som byggeklodser i nye retter.