Brandmandens lov

Brandmandens lov er en tommelfingerregel i naturplejen. Når man skal lave naturplaner, kan man med fordel tilgå opgaven med samme prioritering, som når en brandmand slukker en brand.

Brandmandens naturlov

  • Bevar eksisterende levesteder. Bevar den oprindelige og mest værdifulde natur
  • Beskyt velbevarede levesteder mod påvirkning fra dyrkningsfladen. Reducér den skadelige påvirkning på naturen.
  • Genopret naturmæssigt forringede levesteder. Genopret, hvor der er sket skader.
  • Nyetabler nye naturområder i sammenhæng med eksisterende.

Tæge

Naturstribernes planter giver føde til agerlandets vilde dyr. Her en solsikke, der har besøg af en tæge. Solsikkens frø er et godt vinterforråd for fuglene. Foto: Marie-Louise Simonsen

 

Forklaring af Brandmandens naturlov

  1. Alle ejendomme har natur, også selvom man ikke lige lægger mærke til det. Husk derfor den allerede eksisterende natur, og gør en indsats for at sikre den og evt. forbedre dens betingelser. Det kunne eksempelvis være et gammelt træ, som man overvejer at fælde. Hvis det ikke er i vejen, så lad det stå, da veterantræer faktisk har noget af den højeste naturværdi. Læs mere om veterantræer
  1. Gode levesteder kan hurtigt blive påvirkede eller ligefrem ødelagte af omkringliggende aktiviteter, særligt hvis man ikke er opmærksom på, at der faktisk er et levested. Beskyt gode levesteder mod påvirkning ved at skærme dem med eksempelvis fodposer og hold afstand, når der gødskes. Læs mere om fodposer her 
  1. Det kan lade sig gøre at genskabe beskadiget natur, hvis man genoptager den naturforvaltning eller -påvirkning, der var, før levestedet blev beskadiget. Tænk over, hvordan området tidligere blev forvaltet. Måske blev det afgræsset eller der blev taget slet? Måske var næringsstofpåvirkningen mindre? God natur kræver ofte et fravær af næringsstoffer, så gem dem til afgrøden – det er der også god økonomi i.
  1. Nye naturtiltag kan være meget gavnlige, især hvis man etablerer dem i forlængelse af allerede eksisterende natur. Barjords- eller vildtstriber kan binde eksisterende naturelementer sammen, eller udvide eksisterende hegn med bedre levemuligheder for flora og fauna. At tage våde eller tørre pletter i marken ud af drift kan også være et nyt naturtiltag, som både gavner naturen og markeffektiviteten. Læs mere om barjords- og vildtstriber

 

Naturstribe

Naturstriber etableres langs markkant eller i marken og indeholder planter, der giver føde til agerlandets vilde dyr. Foto: Marie-Louise Simonsen