Fakta om økologisk produktion af æg og slagtekyllinger

Projektets hovedformål er at tiltrække flere økologiske æg- og slagtekyllingeproducenter og på den måde medvirke til at efterkomme den stigende efterspørgsel økologiske æg og slagtekyllinger.

Formål

Efterspørgslen på økologiske æg og økologiske slagtekyllinger er inde i en rivende udvikling. De økologiske æg-pakkerier og økologiske fjerkræslagterier forventer, at denne stigning vil fortsætte i de kommende år. Dette kan underbygges af, Hedegaard Foods netop har annonceret, at de har en ambition om, at 50 pct. af virksomhedens omsætning i Danmark skal komme fra økologiske produkter i 2020.

For at efterkomme denne stigende efterspørgsel, vil der være behov for nye producenter på markedet. Det kan f.eks. være nuværende økologer, som gerne vil etablere en økologisk fjerkræproduktion. Det kan også være konventionelle landmænd, der ønsker at omlægge til økologisk produktion, og for hvem en økologisk fjerkræproduktion kan være en interessant mulighed.

Der er akut mangel på materialer, som beskriver den proces, det er at komme i gang med økologisk fjerkræproduktion (pjecer, fakta ark, film m.m.), herunder materialer, som beskriver/viser de gode eksempler og indeholder fakta og krav om, hvad der kræves for at etablere en sådan produktion. Et sådant materiale findes ikke i dag. Der findes materialer, som beskriver regelkravene, men de mere praktiske forhold er ikke beskrevet.

Via arbejdet med omlægningstjek – som er et tilbud til konventionelle landmænd om at få afklaret, om deres bedrift egner sig til økologisk produktion, og hvordan den i givet fald kunne udvikles som økologisk bedrift - er der erfaringer for, at der er en del, som er interesseret i at producere økologisk fjerkræ. Hovedformålet med projektet er at tiltrække flere økologiske æg- og slagtekyllingeproducenter og på den måde medvirke til at efterkomme den stigende efterspørgsel økologiske æg og slagtekyllinger.

Projektets forventede brugerrettede effekter

Efter projektperioden vil projektet medvirke til:

  • At gøre relevant viden om økologisk fjerkræproduktion tilgængeligt
  • At give flere økologiske fjerkræproducenter mulighed for at få en plads på markedet og udvikle en økonomisk bæredygtig forretning
  • At der kan udvikles relevant undervisningsmateriale for unge på landbrugsskolerne
  • At der kan udvikles materiale, som kan anvendes i forbindelse med omlægningstjek

Projektets forventede samfundsmæssige effekter

Projektet vil medvirke til at øge antallet af økologiske fjerkræproducenter og dermed efterkomme den stigende efterspørgsel på økologiske æg og fjerkrækød. Projektet vil bidrage til at realisere handlingsplanen om at fordoble det økologiske areal frem mod 2020.

Aktiviteter

Indsatsområde 1:

Der laves faktaark eller pjecer om produktionsområderne: økologisk ægproduktion, økologisk slagtekyllingeproduktion og mobile hønsehuse. Faktaarkene (for hver produktionsgren) skal indeholde:

  • De faktuelle krav til produktionen.
  • Foderforsyning (indkøb eller egen avl af foder)
  • Bygningsindretning (nybygning)
  • Bygningsindretning (eksisterende bygninger)
  • Miljøkrav
  • Indretning af udearealer m.m.
  • Beskrivelse af økonomi ved etablering
  • Beskrivelse af økonomi ved drift

Disse beskrivelser udarbejdes i form af faktaark, pjecer og som filmklip.

Indsatsområde 2:

Der udvikles og tilbydes fem faglige arrangementer om etablering af økologisk fjerkræproduktion: Tre arrangementer om økologisk ægproduktion og to arrangementer om økologisk slagtekyllingeproduktion. Alle arrangementer vil være tilrettelagt med besøg på landbrug med økologiske fjerkræproduktion. I dette indsatsområde involveres etablerede producenter som formidlere og evt. mentorer for kommende nye producenter.

I forbindelse med disse arrangementer vil materialerne fra indsatsområde 1 være en del af det teoretiske grundlag. Herudover vil der deltage faglige konsulenter med erfaring inden for fjerkræproduktion, økonomi, omlægning m.m.

Resultater

Projektets resultater stilles gratis til rådighed og offentliggøres her på siden i projektperioden.

Organisering

Projektet gennemføres i samarbejde med Fjerkrærådgivningen (SEGES), økologiske fjerkræproducenter, Æg- og Fjerkræudvalget i Økologisk Landsforening samt evt. pakkerierne og fjerkræslagterierne. Økologisk Landsforening har projektlederrollen.

Projektperiode

01.01.2016 - 31.12.2016.

Projektet er støttet af Fonden for Økologisk Landbrug.