Høets Mestre

Det trækker publikum til, når Frank Erichsen, kendt som Bonderøven, viser, hvordan man i gamle dage satte hø i stak. Men høbjærgning spiller også en ny rolle i moderne landbrug for en lille gruppe mælkeproducenter, der fodrer med hø i stedet for ensilage

Sommerens største udfordring har været at ramme de tørvejrsdage, hvor græsset kan nå at tørre på marken, inden det køres hjem til eftertørring i høladen.

"Foderkvaliteten skal være lige så god, som når vi laver ensilage. Men ellers skal du ikke tænke på, hvad græssets udviklingsstadie er. Du skal i stedet se på vejrudsigten. Er der fire dage med godt vejr, så er det bare ud over stepperne", siger Frode Hjort Gregersen.

Han har siden 2005 satset på hø som grovfoder til sine malkekøer på Ormsiggård mellem Varde og Esbjerg. Mælken leveres til Naturmælk, der står bag den prisbelønnede hø-ost.

I programmet "Høets mestre" følger LandTV høhøsten på Ormsiggård og Frode Hjort Gregersens deltagelse i DM i Hø. Konkurrencen arrangeres af Økologisk Landsforening, der gerne vil fremme høproduktion af hensyn til naturens mangfoldighed. Det samme vil le-nørden Niels "Åmand" Johansson, der bruger hø-leen som naturpleje og opfordrer til, at også fritidslandsbrug og almindelige forbrugere engagerer sig i høproduktion gennem såkaldte høslet-laug.

Blandt andet for at opleve duften af hø, som gourmetkokken Thorsten Schmidt er vild med. Han fortæller i programmet, hvordan hø kan bruges i madlavning.

"Høets mestre" har premiere mandag den 17. september. Se sendetidspunkter på www.landtv.dk