Mere natur og vildtpleje gennem erfa-grupper

Deltag i en natur-erfagruppe og bliv efteruddannet til at forbedre naturen på din bedrift. Efteruddannelsen består i deling af din viden, øvelser og diskussionsoplæg fra en natur- og vildtkonsulent og rådgivning.

Del ud af din viden og få samtidig foreslag til praktiske løsninger fra andre landmænd

Hvad får deltagerne?

Som deltager i erfagruppen "mere natur og vildtpleje i agerlandet gennem erfagrupper" får du en efteruddannelse i naturpleje i samarbejde med planteavlskonsulent Marie-Louise Simonsen og en natur- og vildtkonsulent.

Det giver dig på sigt mulighed for selvstændigt at øge biodiversiteten og fremme biotoper og levesteder for agerlandets truede dyrearter.

Desuden får du en viden om det område du bor i, samt et netværk hvor I kan dele erfaringer og finde løsninger i fællesskab. Du får også en naturbeskrivelse, som giver et overblik over din bedrift, hvilket også kan anvendes i forbindelse med VVM mm.

Er du jagtinteresseret får du mulighed for at lave tiltag, der på sigt kan forbedre jagten på din bedrift. Eller har du gårdbutik er der rig mulighed for at reklamere for, at du laver tiltag til fordel for agerlandets dyr.

I forbindelse med disse muligheder lægges der vægt på at du bliver fortrolig med de regler, der er i forbindelse med naturtiltag, da de er under Enkeltbetalings reglerne.

Hvad er erfagruppens mål?

Formålet med gruppen er, at der skabes mere natur i agerlandet for at øge biodiversiteten og fremme biotoper og levesteder for agerlandets truede dyre- og plantearter.

Det skal blandt andet ske ved at udveksle erfaringer om etablering, pleje og vedligeholdelse af naturtiltag og derved øge samlede kompetencer i gruppen. Det vil ske med fokus på tre vigtige faktorer; viden, engagement og motivation.

Hvordan startes det?

Der bliver dannet grupper i hele landet, hvor hver gruppe består af fem-syv deltagere. Når grupperne er dannet vil der aftales et opstartsmøde med hver gruppe, hvor der bliver en kort præsentation af deltagerne samt, hvad de har af natur på deres bedrift nu og, hvad de kunne ønske sig af tiltag.

Dernæst laves en plan for, hvad der skal ske, hvornår, og hvem som gør det. Det indebærer at der laves samarbejdsaftaler med de, som ønsker at gøre noget i fællesskab, og pasningsaftaler hos dem, som ønsker at lægge jord til, men gerne vil undgå ekstra arbejde.

På sigt

På sigt vil etablering af naturtiltag give ambassadører, som viser, hvordan det kan lade sig gøre at lave naturtiltag og have markdrift samtidig. Det vil inspirere og motivere andre landmænd til at lave forskellige tiltag på deres bedrift og give mulighed for at samarbejde med naboer om forskellige naturtiltag.

Ønsker du viden om naturtiltag inden du starter kan du se mere i kataloget "Flere dyr i agerlandet" .

Læs om erfaringerne fra tidligere projekter om naturtiltag

"Fælles naturfremme" er et projekt der bygger videre på den viden der blev opnået i projektet "Effektiv naturfremme" fra 2010-11. I 2012 gik fem landmænd fra et afgrænset område sammen om at få lavet en kollektiv naturbeskrivelse og plan for naturtiltag i deres område.