Økologisk Udviklingstjek

Økologien skal udfordres, så der bliver plads og rum til at tænke i udviklingsbaner ude på gårdene. For at økologien kan udvikle sig på den enkelte gård, skal de overordnede strategier destilleres til handlinger, der tilsammen peger i den ønskede retning.
Foto: Sven Hermansen

Formål

Projektet skal medvirke til, at erfarne økologiske landbrugere får deres strategiske overvejelser om udvikling af økologien på deres gård sat i en systematisk sammenhæng. Økologi-Udviklings-Tjek, ØUT, vil danne rammen om strategiarbejdet på grundlag af økologiske værdier.

Forventet effekt

En gennemført ØUT skal medvirke til, at økologien cementerer sin profil som det rummelige og langtidsholdbare landbrug.

Aktiviteter

Evaluering af BUP

I 2002 og 2003 arbejdede Økologisk Landsforening med et rådgivningskoncept kaldet BedriftsUdviklingsPlan (BUP). Der er potentiale for værdifuld feedback og læring ved at undersøge, hvilken effekt BUP har haft, mere end 10 år efter rådgivningen blev udført.

Udarbejdelse af ØUT-mappe

Der udarbejdes en prototype af Økologi-Udviklings-Tjek. Prototypen indeholder blandt andet:

  • En mappe med en skabelon for arbejdet
  • Et katalog over faglige tiltag, der trækker økologien i den ønskede retning mht. f.eks.:
    • Natur
    • Miljø og klima
    • Dyrevelfærd
    • Kvalitet
  • Et billedværktøj, der tager udgangspunkt i landmandens helt overordnede værdier

Uddannelse af ØUT-rådgivere

Med hjælp fra en ekstern coach gennemføres et uddannelsesforløb, der sikrer et fælles teoretisk grundlag for den praktiske gennemførsel af et Økologi-Udviklings-Tjek.

Afprøvning og tilpasning af ØUT

ØUT afprøves for at se, om systemerne virker efter hensigten, og om handlingsplanen er en støtte for arbejdet. På grundlag af evalueringerne vurderes det, om der skal laves justeringer af produktet.

Resultater

10 økologiske landmænd, der fik udarbejdet en BUP for godt 10 år siden, er genbesøgt og effekten af deres strategiarbejde evalueret. Evalueringsarbejdet er samlet til en rapport med fokus på virkningsgranden af en BUP og ideer til et nyt værktøj.

Konceptet Holistisk management er valgt som model for ØUT, og der er uddannet to konsulenter via HIM (Holistic Management International) med certifikat til at gennemføre udviklingsforløb med 3-dobbelt bundlinje: bæredygtigt, økonomisk og socialt. Holistisk Management som udviklingsplan er gennemført på fire bedrifter.

Ekstern coach Åse Ditlefsen Ferrao er brugt i forbindelse med evaluering af BUP og Holistisk Management. Konceptet holistisk management er formidlet på okologi.dk og i fagbladet Økologi og Erhverv. 

Projektperiode

Januar 2014 til december 2015.