MARKVANDRING - Korn i rækker forbedrer melets bagekvalitet

VIDEO - Øko-planteavler Anders Lund ved Brædstrup og Økologisk Landsforening inviterer til markvandring med fokus på rækkedyrkning af korn. Systemet rummer en række fordele for den økologiske planteavler – herunder lettere ukrudtsbekæmpelse og bedre udnyttelse af næringsstoffer.

Anders Lund driver Aastrupgaard ved Brædstrup med 70 hektar økologisk planteavl. Han har været økolog siden 1999 og har i de senere år dyrket alle sine kornafgrøder i et system med 36 centimeters afstand mellem rækkerne. Det svarer ca. til den tredobbelte afstand i forhold til almindelig bredsået korn.

 

Lettere ukrudtsbekæmpelse

For Anders Lund var det ønsket om mere effektiv ukrudtsbekæmpelse, der satte gang i rækkedyrkning af korn, men med tiden har Anders erfaret at rækkedyrkningen også øger jordfrugtbarheden og tilgængeligheden af jordens næringsstoffer. Rækkedyrkningen giver desuden nye muligheder for succesfuld etablering af efterafgrøder og til dels pløjefri dyrkning. Erfaringerne med rækkedyrket korn fra flere økologiske landmænd peger også på, at protein- og glutenprocenten i kornet øges og derved forbedrer melets bagekvalitet.

Du kan læse mere om Anders Lunds landbrug på www.aastrupgaard.eu eller møde ham som én af tre rækkedyrkende økologer i videoen herover. 

 

Besøg Anders

Torsdag den 8. oktober kan man se og høre mere om Anders Lunds erfaringer med rækkedyrkning af korn, når han sammen med Økologisk Landsforening er vært for en markvandring på Aastrupgaard med fokus på rækkedyrkning og jordfrugtbarhed. Seniorforsker, Lars Munkholm, Institut for Agroøkologi - Jordfysik og Hydropedologi, Aarhus Universitet fortæller om jordfrugtbarhed, og hvordan man ved dyrkningspraksis kan påvirke frugtbarheden positivt/negativt.

 

Tid og sted

Markvandringen finder sted torsdag den 8. oktober på Aastrupgaard, Hovvejen 16, 8740 Brædstrup fra kl. 13.00 – 15.30.

Markvandringen er en del af projektet Demonstration af Økologiske Løsninger, som samler og udbreder praktiske driftsløsninger i en online web-driftshåndbog, instruktionsfilm, markmøder, erfa-møder mv.

 

Projektet er støttet af: Promilleafgiftsfonden for Landbrug, Den Europæiske Fond for Udvikling af Landdistrikterne og Miljø- og Fødevareministeriet.

 

undefined

Læs mere om Demonstration af Økologiske Løsninger her.