Øko-landmænd i hele landet inviterer på gårdbesøg

Tusindvis af danske familier forventes at besøge øko-gårde, når der er Økologisk Høstmarked i hele landet denne weekend. Her kan gæsterne smage på mangfoldigheden af danske øko-råvarer, hilse på dyrene og stille spørgsmål til de økologiske landmænd.
Økologisk Høstmarked er hele den økologiske branches fælles høstmarked, som arrangeres af Økologisk Landsforening i samarbejde med små og store øko-landbrug.

Hvordan har øko-grisene det ude på marken? Smager økologiske gulerødder, æbler eller tomater anderledes? Og kan man se, at en mark er økologisk?

Den slags spørgsmål får tusindvis af danskere mulighed for at få besvaret, når 75 økologiske gårde rundt omkring i landet åbner stalddørene til Økologisk Høstmarked i weekenden. Sidste år trak 47.000 danskere i gummistøvlerne og benyttede sig af muligheden.

- Der er en stor interesse for økologi blandt danskerne, som fylder deres indkøbskurve med flere øko-varer end noget andet sted i verden. I weekenden får alle mulighed for komme helt tæt på den økologiske produktion, se hvordan de populære økologiske fødevarer bliver til og på første hånd opleve, hvilken forskel man gør for dyrene, naturen og vores grundvand med sine økologiske indkøb i hverdagen, påpeger Birgitte Nygaard.

Et vindue til Danmarks øko-spisekammer

Økologisk Høstmarked er hele den økologiske branches fælles høstmarked, som arrangeres af Økologisk Landsforening i samarbejde med små og store øko-landbrug. Med både markdrift, frugt og grønt, kødkvæg, mælkeproduktion, får, geder og mange andre dyr er høstmarkedet et vindue til Danmarks økologiske spisekammer.

- Økologisk Høstmarked er en mulighed for at se, hvor maden kommer fra. Det er en sjov, hyggelig og lærerig sensommerdag på landet for både børn og voksne. Man kan både se, røre, lugte og smage på økologien og opleve kvaliteten og mangfoldigheden af de økologiske fødevarer, der bliver produceret i ens område. Og så kan man stille spørgsmål og få svar fra dem, der kender økologien bedst - nemlig de økologiske landmænd, siger Birgitte Nygaard, projektleder i Økologisk Landsforening.

Find et Økologisk Høstmarked i nærheden og læs mere om, hvad der sker på de enkelte gårde på www.høstmarked.dk