ØL og Jysk Landbrugsrådgivning går sammen om øko-rådgivning

Økologirådgivning Danmark bliver navnet på et nyt selskab, når Økologisk Landsforening og Jysk Landbrugsrådgivning fra nytår opruster rådgivningsindsatsen til de økologiske landmænd. Det bliver landets stærkeste økologirådgivning med 21 rådgivere, der udelukkende arbejder med økologi.

Pr. 1. januar sættes der en helt ny standard for økologirådgivning i Danmark, når 12 fuldtidsøkologirådgivere fra Jysk Landbrugsrådgivning og ni ditto fra Økologisk Landsforening samles i det fælles rådgivningsselskab ’Økologirådgivning Danmark’ - www.ørd.dk.

- De økologiske landmænd kan vælge fra hele rådgivningspaletten fra jord til bord. Om man har brug for rådgivning i stald eller mark, økonomirådgivning eller markedsrådgivning, så kan Økologirådgivning Danmark levere. Vi kombinerer det bedste fra to systemer og skaber en unik rådgivning på et højt fagligt niveau siger Ole Bloch Engellyst, leder af Landbrugsafdelingen i Økologisk Landsforening, og kommende direktør for det nye selskab.

- Det økologiske landbrug er i vækst og i en spændende udvikling. Nu skal vi med det nye fælles rådgivningsselskab løfte økologisk landbrug i Danmark til et nyt niveau, siger Erik Andersen, der er i dag er chef for Jysk Økologi, og som i det nye selskab bliver chef for medarbejderne, der arbejder med kvægrådgivning og driftsøkonomisk rådgivning.

Claus Østergaard, ØL, bliver chef for de medarbejdere, der arbejder med planteområdet. Rådgiverne bliver rent fysisk siddende i henholdsvis Økologiens Hus i Aarhus og hos Jysk Landbrugsrådgivning i Billund

Selvstændigt anpartsselskab

De økologiske landmænds repræsentant i Jysk Landbrugsrådgivning, Kasper Clausen, er glad for, at der i Økologirådgivning Danmark slås bro mellem landbrugsrådgivningsverdenen og Økologisk Landsforening.

- Jeg tror, det er en meget populær beslutning ude blandt mine kolleger, at kræfterne bliver slået sammen. Økologisk Landsforening er en stærk spiller, og fra landbrugsrådgivningen kommer vi med medarbejdere, som lever økologien i praksis hver dag, siger han.

Mads Helms, næstformand i Økologisk Landsforening fortsætter.

- Det betyder, at de øvrige medarbejdere i vores landbrugsafdeling i Økologisk Landsforening kan koncentrere sig om udviklingsarbejde og projektledelse, mens de, der arbejder med rådgivning, fokuserer på det. Det er vores mål, at vi på den måde kan bringe ny viden hurtigere og bedre i spil, siger han.

Økologirådgivning Danmark etableres som et selvstændigt anpartsselskab med eget regnskab og med Økologisk Landsforening og Jysk Landbrugsrådgivning som ejere. Bestyrelsen kommer til at tælle fire medlemmer bestående af en repræsentant fra formandsskabet og direktionen i de to ejer-organisationer.

Jysk Landbrugsrådgivning og Økologisk Landsforening er helt bevidste om, at der er væsentlig forskel på de to parters værdigrundlag og politisk bagland. Det rokker fusionen ikke ved, da den udelukkende omhandler et professionelt samarbejde om at stille den bedste økologirådgivning til rådighed for økolandmænd.