Tanker fra formanden: Så det kan mærkes

I bogstaveligste forstand, så kan det mærkes, når vi mødes et sted i landet for at snakke økologiens udvikling. Vi har mødtes i Nordjylland, i Vestjylland, i Østjylland, og snart kommer turen også til Fyn og Sjælland og det sønderjyske. Flere har også inviteret os til årsmøderne rundt omkring og interessen er stor, skriver formand for Økologisk Landsforening, Per Kølster, i sin leder i den seneste udgave af avisen Økologi & Erhverv.

Vi står ikke stille, landbruget er i bevægelse og økologien er ingen undtagelse. Nytænkning i selve produktionen og med nye produkter, der sker noget hele vejen rundt. Og alligevel hævder vi, at der skal ske noget nyt og endnu mere. Hvad er det der mangler, og hvor er det skoen trykker?

De ømme tæer er en historie for sig. Det er der, hvor vi og vores omverden har et kritisk blik på, at vi ikke lever op til det, vi lover rent principielt, for eksempel bedre recirkulering, flere lokal producerede varer og bedre klimaperformance. Intet af dette er i modstrid med love og regler, men vi har store udfordringer med at løfte os.

Ø-mærket er bundet direkte til EU’s blad som statsmærke. Og vores muligheder har trods ihærdig og årelang indsats ikke vist sig at have den ringeste klangbund stillet overfor EU’s beslutningssystem af 28 lande, kommissionen, parlamentet og ministerrådet. Her forhandles om principper, som indtil nu trods snart tre års forhandlinger, ikke har ført til et eneste løft af økologien. Vi skal tage skeen i egen hånd, hvis der skal ske noget. Vi skal finde veje til at involvere flest muligt i at gøre en forskel. Vi skal ikke på nogen måde kaste vrag på 25 års indsats med Ø-mærket, men vi skal finde det supplement, som sikrer, at vi ikke står i stampe og overhales indenom af alle mulige, der kan pille enkelte dele ud af økologien og markedsføre sig på dem som ’bedre end’.

Frugtbare og konstruktive diskussioner

Der er ingen vej uden om, at vi skal finde den løsning, der også gør det muligt for vores omverden og markedet at forstå det, vi vil med fremtiden og udviklingen. Vi ser det mere og mere som en løsning, der peger på få, simple og nye fælles kriterier og derudover, at der skal satses massivt på gårdudviklingsplaner og samarbejder omkring udvikling mellem gårdene.

Præsenteret for disse tanker får vi nogle særdeles frugtbare og konstruktive diskussioner. Og skal vi have forbrugerne med, og skal vi fasholde mulighederne for at opnå en ærlig pris, der afspejler anstrengelserne, så peger det på en mærkningsløsning. Om end en simpel en af slagsen.

Med andre ord så har vi sat gang i en proces med den klare idé, at vi skal løfte økologien, og svaret former sig mere og mere undervejs. Du har med din deltagelse rigtigt gode muligheder for at spille med. Og gør du det, får du nok den samme oplevelse, som mange andre, nemlig at foreningen rykker tættere på sine medlemmer og vice versa, og samtidig genfinder vi vores dna og den glæde, der ligger i at få ejerskab til vores fælles projekt, nemlig ’økologien’!

 Vi skal ikke blot tilfredsstille et kommercielt marked med sine her-og-nu interesser, nej, vi er også fælles om at skabe løsninger, der peger generationer frem i tiden - både for landmændene, virksomhederne, køkkenerne, forbrugerne og samfundet. Det er den diskussion, det handler om, og det kan mærkes!