Henne Mølleå Badehotel får øko-guld

Henne Mølleå Badehotel i Vestjylland er på to år gået fra 38 til 97 procent økologi. Dermed kan forpagter og køkkenchef, Casper Rosendahl, nu prale af det økologiske spisemærke i guld, som han i dag får overrakt på Cateringmesse Midt i Herning. Samarbejdet med lokale øko-producenter har taget hotellet det sidste stykke vej fra sølv til guld.

For to år siden fik forpagter af Henne Mølleå Badehotel, Casper Rosendahl, øjnene op for det økologiske spisemærke, der dokumenterer et spisesteds økologi-niveau. Hotellet levede allerede dengang op til øko-spisemærket i bronze, viste det sig, og så fik han blod på tanden.

Sidste forår kunne hotellet så hænge øko-sølv på væggen, og i dag får Henne Mølleå Badehotel overrakt det økologiske spisemærke i guld på Cateringmesse Midt i Herning til Casper Rosendahls store begejstring.

- Det er så fedt, at det er lykkedes at nå så langt. Vi fik rigtig meget god respons, da vi fik sølvmærket. Så vi glæder os helt vildt til at blære os med guldmærket. Nu vil vi for alvor til at sætte fokus på vores økologiske profil, siger han.

God inspiration for andre

På landsplan er der i dag mere end 1.900 spisesteder, der har det økologiske spisemærke. Heraf 29 hoteller, hvoraf 11 har guld. Henne Mølleå Badehotel er et eksempel til efterfølgelse, mener markedschef for foodservice i Økologisk Landsforening, Torben Blok.

- Henne Mølleå Badehotel er med til at sætte økologi på landkortet i det vestjyske såvel som i hotelbranchen. De har knækket koden til, hvordan man kan nå helt op på økologisk guld, uden det behøver at blive dyrere. Jeg håber, andre danske hoteller vil lade sig inspirere af deres ambitiøse økologiske omlægningsproces, siger han.

Rene råvarer af bedre kvalitet

Casper Rosendahl har forpagtet Henne Mølleå Badehotel sammen med sin kone Annemette i otte år. Og i køkkenet har basisvarerne som mælk, frugt og mel været økologiske fra starten.

- Jeg er selv vokset op på en lille gård, hvor mine forældre altid har gået meget op i, at vi ikke skulle bruge sprøjtegift. Det skulle være rene råvarer. Den indstilling har hængt ved, og det betyder virkelig noget for kvaliteten af råvarerne. De økologiske grøntsager har en meget mere intens farve og smag, siger Casper Rosendahl.

Kød fra Økogårdene i Skjern Enge

Siden er de mange andre varer i køkkenet på Henne Mølleå Badehotel også blevet økologiske, og i dag er der sågar 98 forskellige økologiske vine på vinkortet. I den sidste etape fra sølv til guld er kød, øl og oste også kommet med.

- I starten troede jeg faktisk slet ikke, det var muligt for os at nå guld. Dengang synes jeg, det virkede uoverskueligt for os at få alle de varer, vi skulle bruge i en økologisk variant og i den kvalitet, vi vil have. Men det kan godt lade sig gøre – også uden det bliver dyrere, hvis man bare tænker sig om og er klar til at prøve nye ting af. Vi har eksempelvis etableret samarbejder med flere lokale økologiske producenter, forklarer Casper Rosendahl.

Henne Mølleå Badehotel får i dag økologiske grøntsager og kød fra lokale økologiske producenter ved Skjern Enge.

- Før brugte vi kun oksemørbrad og filletter, som jo er de dyreste stykker kød. Nu får vi halve køer fra Økogårdene Skjern Enge og arbejder derfor med nogle nye typer af udskæringer. Det stiller større krav til vores faglighed som kokke, og det er fedt, at vi ikke bare kan hvile på laurbærrene. Det er bl.a. på den måde, vi har finansieret vores øko-eventyr, og gæsterne har taget rigtig godt imod det, siger Casper Rosendahl.

Kan ikke få hænderne ned

Han har også etableret samarbejde med Klosterbryggeriet, der nu leverer 8.000 flasker af en særlig øko-bryg til Henne Mølleå Badehotel om året. Ligesom Arla Unika har udviklet en særlig økologisk morgenmadsost til hotellet.

- Jeg kan helt klart opfordre mine kolleger i branchen til at springe ud i at lave lokale samarbejder. Det giver mulighed for at få nogle helt andre og meget friskere råvarer. Det er som at have sin egen kæmpestore krydderurtehave. Og jeg oplever, at de lokale producenter er ligeså begejstrede over samarbejdet som os. Så vi kan slet ikke få hænderne ned over det, siger Casper Rosendahl.