Studietur til Belgien og Holland i juni

ØkologiRådgivning Danmark arrangerer studietur 6.-10. juni for alle, der vil opleve økologi i Belgien og Holland. Tag med og bliv udfordret og inspireret til at tænke i nye baner og koncepter.

Malkeheste, grøntsager, hømælk og mini-biogasanlæg. Det er et alsidigt og interessant program, som ØkologiRådgivning Danmark har lagt for en studietur i juni til Belgien og Holland. Alle med interesse for økologi og de nævnte produktioner er velkomne.

Bussen kører sydpå 6. juni og vender tilbage 10. juni. Vil du med og opleve nyt, skal du tilmelde dig senest 29. marts.

Studieturen går til økologiske brug med en enkelt undtagelse. Gården med malkeheste er ikke økologisk men er så interessant et eksempel på ny niche inden for mælkeproduktion, at den alligevel har fundet plads på programmet, fortæller kvægrådgiver Birgitte Kjemtrup Høyer, ØRD, som organiserer studieturen.

Programmet inkluderer også tid til at kigge lidt på Amsterdam, så inviter din partner med og få en indholdsrig oplevelse sammen.

Læs mere om tilmelding, pris og program.