Her kører hønsene rundt i et mobilt hønsehus

På Stensbølgård, Midtsjælland, triller hønsene rundt på gårdens græsmarker i deres mobile hønsehus, som automatisk lukker dem ind og ud.
Kirsten Sivertsen har sine godt 200 øko-høns i en mobil hønsestald, når de ikke er ude at løbe på marken.

Stensbølgård i Kirke Hyllinge på Midtsjælland er egentlig en kvæggård med økologisk mælkeproduktion og stalddørssalg af kød og grøntsager. Men for et par år siden udvidede Kirsten Sivertsen, der driver gården sammen med sin mand Johan Frederiksen, produktionen med 225 æglæggende høns.

Hønsene bor i et mobilt hønsehus, som sammen med deres 1.000 kvadratmeter store hønsegård, triller rundt på gårdens græsmarker.

”Man kan virkelig se, at de er glade for at gå herude og spise græs og rode det,” siger Kirsten Sivertsen.

Hønsehuset åbner og lukker selv for hønsene hhv. før og efter solnedgang og kan automatisk åbne vinduer på varme dage.

Salget af æg har været med til at øge omsætningen i gårdbutikken, konstaterer Kirsten Sivertsen og tilføjer, at der er så mange æggekunder, at der tit er udsolgt.

Større efterspørgsel på øko-fjerkræ

Hvert tredje solgte æg i Danmark er økologisk, og økologisk fjerkrækød efterspørges i stigende grad. Overvejer du økologisk fjerkræproduktion i en eller anden form, kan du med fordel følge med her på siden, når vi de næste tre mandage bringer artikler og videoer til inspiration. Tre film om landmænd, der har indrettet hhv. øko-ægproduktion i en gammel kostald, i et trillende hønsehus samt øko-slagtekyllinger i tidligere konventionelle svinestalde.

Dette er den tredje og sidste film om hold af økologisk fjerkræ. De to foregående uger har vi mødt Lars Bredahl, der bl.a. gør meget brug sine sanser for at passe sine 6.000 høns, og Christian Mortensen, der ombyggede en konventionel svinestald til økologisk fjerkræproduktion.

Er du interesseret i at beskæftige dig med økologisk fjerkræproduktion så kontakt vores rådgiver: