Kom til bæredygtighedskonference i Odense

Er du også nysgerrig på bæredygtighed, når det sættes fokus på gryderne? Så kom til Odense til en spændende dag i bæredygtighedens tegn den 7. juni. Her kan du opleve en række indlægsholdere, som hver især vil sætte fokus på bæredygtighed ud fra deres perspektiv. Det kommer bl.a. til at handle om klima, økologi, grundvand og gode råvarer.

Odense Kommune modtog Årets Økopris 2016, som uddeles af Økologisk Landsforening og hylder ildsjæle, der gør en indsats for at udbrede øko-måltider i landets storkøkkener. Ud over økologisk køkkenomlægning vil kommunen også gerne tænke bæredygtighed i et bredt perspektiv og ønsker at inspirere andre til at arbejde i samme retning.

I et bredt samarbejde med Økologisk Landsforening, Hørkram Foodservice, Odense Bæredygtighedsråd, Udvikling Fyn og SPIS! Odense Food Festival inviterer kommunen derfor til bæredygtighedskonference. Her vil en række oplægsholdere hver især sætte fokus på bæredygtighed ud fra deres perspektiv. 

Det foregår onsdag d. 7. juni i festsalen på Odense Rådhus.

Bredt panel af oplægsholdere

Her kan man blandt andet høre Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, give sit bud på, hvor økologien er om 10 år, og hvilke udfordringer og potentialer der er forbundet med bæredygtighed.

Steen Hildebrandt, Professor ved Aarhus Universitet, holder oplæg om, hvad bæredygtighed betyder for fremtidens vækst, og Walter Brüsch, Seniorrådgiver ved Danmarks Naturfredningsforening kommer og fortæller om fødevareproduktionens belastning af grundvandet. 

Lone Vitus, der er landmand og forfatter, kommer og deler beretninger fra et autentisk landbrug, og Henning Wiesinger, som ejer Steensgaard, sætter fokus på madhåndværk, økologi og vigtigheden af at kunne se sin mad i øjnene.

Se det fulde program og samtlige oplægsholdere

TID: Onsdag d. 7 juni 2017 kl. 10.00-15.30

DAGENS PROGRAM:

  • Morgenmad og registrering fra kl. 9.30
  • Oplæg i Festsalen
  • Markedsplads i rådhussalen - Det Fynske Spisekammer, Lykkesgaard, Fødevarestyrelsen, Biotrans Nordic, Skærtoft Mølle og mange flere fortæller om, hvordan de arbejder med bæredygtighed.
  • Fællesspisning - Midt på markedspladsen dækkes der op til fællesspisning
  • Oplæg i festsalen - Kaffe og kage mellem oplæg
  • Tak for i dag kl. 15.30