Flertal af danskerne tror på 100 procent økologisk landbrug i 2050

Ny undersøgelse. På foranledning af Maskinbladet har Danmarks Statistik Survey undersøgt, om danskerne tror på at en fuld øko-omlægning af dansk landbrug inden 2050 er realistisk. Ifølge undersøgelsen tror 63,7 procent ”i høj grad” eller ”i nogen grad” på, at der realistisk mens det kun er 10,2 procent, der slet ikke tror på idéen.

I maj vedtog Enhedslistens landsmøde en vision om 100 procent økologisk landbrug i Danmark i 2050. Det har inspireret Maskinbladet til at undersøge, om danskerne tror forslaget er realistisk. Danmarks Statistik Survey har nu udført undersøgelsen for Maskinbladet blandt et repræsentativt udsnit af danskerne. Der er 1.106 respondenter i undersøgelsen, som viser at et overvældende flertal af danskerne i høj eller nogen grad mener, at 100 pct. økologisk landbrug i Danmark i 2050 er realistisk.

- Naturligvis kan 100 procent økologi lade sig gøre, og vi er rigtig glade for, at så mange borgere også tror på det. Det er netop det stærke engagement fra både borgere, forbrugere og landmænd, der er drivkraften i økologien. Men 100 procent økologi kræver også ny politik, ny viden og nye løsninger lokalt fx på genanvendelse af affald, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

Positivt politisk bidrag

Det økologiske landbrug fylder knap 10 procent i dag og med stor vækst i omlægningen i de seneste par år, og selvom der stadig er langt til 100 procent økologisk landbrug i Danmark, så har markedet både hjemme og internationalt for øko-fødevarer længe været i markant vækst.

- Mark og marked øger i øjeblikket økologien med rekordfart. Men for at nå 100 procent efterlyser vi politikere, der lokalt, nationalt og internationalt har modet til at tage fat på de helt store tandhjul som EU’s landbrugspolitik, cirkulær økonomi og recirkulering af samfundets næringsstoffer som er afgørende for, hvor meget økologi vi får, også i Danmark. Derfor ser vi Enhedslistens vision som et meget positivt politisk bidrag, siger Per Kølster.

Du kan læse mere om undersøgelsen og se resultaterne i detaljer på www.maskinbladet.dk.