Kom til høstfest i Aarhus og København i august

Alle er inviteret med, når Botanisk Have i Aarhus og Frederiksberg Allé i København danner ramme om en kæmpe økologisk langbordsmiddag i august. Foreningen Byhøst, Økologisk Landsforening og en række andre samarbejdspartnere står bag de to høstfester, som samtidig er optakt til årets Økologisk Høstmarked, der finder sted på øko-gårde i hele landet den første weekend i september.
Kom til høstfest og fællesspisning i Aarhus og København i august

Forestil dig et flere hundrede meter langt middagsbord i henholdsvis Botanisk Haves grønne omgivelser og det urbane miljø på Frederiksberg Allé - hvor en masse mennesker samles om et lækkert, økologisk høstmåltid.

Det kan du være en del af.

Foreningen Byhøst, Økologisk Landsforening og en stribe andre samarbejdspartnere arrangerer to høstfester i august, hvor byen og landet sammen fejrer frugten af landmandens hårde arbejde.

I bedste sammenskuds-ånd bringer alle noget med til bordet. De økologiske landmænd bringer smukke økologiske råvarer, kokkene leverer håndværk og kreativitet, når de kreerer måltidet og en håndfuld af byens grønne og bæredygtige fællesskaber leverer værtskab, oplevelse og sammenhold. Hver gæst bidrager desuden med fejring, nærvær - og egen service.

- Byhøst har i mange år lavet store langbords høstfester i byens gader og parker. Høstfesterne handler om at forbinde land og by og sammen fejre gode, lokale og ikke mindst økologiske råvarer. Vi er derfor meget glade for at samarbejde med Økologisk Landsforening til både Frederiksberg og Aarhus Høstfest i 2017, siger Kristoffer Melson, en af grundlæggerne af Foreningen Byhøst.

Bliv en del af festen

Lørdag den 19. august foregår høstfesten i Botanisk Have i Aarhus. Her kan du vælge blandt fem måltider leveret af omegnens passionerede landmænd og tilberedt af fem af byens bedste restauranter. Læs mere her og bestil billet

Og fredag den 25. august foregår høstfesten på Frederiksberg Allé i København. Her kan du vælge blandt syv forskellige måltidsoplevelser. Læs mere her og bestil billet

I Aarhus samarbejder Foreningen Byhøst med Økologisk Landsforening og Aarhus Kommunes projekt Smag på Aarhus, som er støttet af Nordea Fonden.

På Frederiksberg består partnerskabet bag høstfesten af Foreningen Byhøst, Økologisk Landsforening, Copenhagen Cooking & Food Festival og Frederiksberg Kommune med støtte fra FrederiksbergFonden og Tuborgfondet.

Optakt til Økologisk Høstmarked

Til høstmiddagen kan du møde landmændene, der har leveret de økologiske råvarer, langs bordet, men du er også inviteret ud på selve gårdene og opleve, hvor råvarerne kommer fra.

Den 2. og 3. september kan du nemlig tage til Økologisk Høstmarked på en eller flere af de økologiske gårde, der leverer høstmåltidets råvarer.

Se mere på https://hostmarked.dk/