Flere landmænd vil være økologiske

Der er fortsat flere og flere landmænd, som vil omlægge til økologi, viser nye tal fra Miljø- og Fødevareministeriet. Forbrugerne efterspørger flere øko-varer, og derfor er det glædeligt, at der kommer flere producenter, siger Økologisk Landsforenings formand.

De økologiske producenter rundt om i Europa har svært ved at følge med den stigende efterspørgsel på øko-varer, men i Danmark er der gang i omlægningen.

Nye tal fra Miljø- og Fødevareministeriet viser nemlig, at 928 landmænd har ansøgt Miljø- og Fødevareministeriet om 'Økologisk Arealtilskud' til et samlet areal på 31.500 hektar. Heraf omlægges cirka 28.000 hektar fra konventionelt til økologisk jordbrug. De øvrige hektar er økologer, som udvider deres bedrift.

240 ud af de 928 ansøgere er landmænd, der per 21. april 2017 endnu ikke havde søgt om økologisk autorisation.

- Det er helt fantastisk positivt at mærke den interesse for økologi, og det er spændende, når nu vi står i en situation, hvor markedet råber efter flere produkter på hylderne, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

Han har netop været til møde i Tyskland med den internationale økologiske organisation IFOAM, og her oplever han stor opmærksomhed, når han fortæller sine europæiske kolleger om udviklingen i Danmark.

 

- Hvad der er ens for alle lande i Europa er, at der er en markant interesse fra forbrugerne. Efterspørgslen er stigende, men omlægningen er ikke stigende. Det er så det, vi i Danmark nu ser. Landmændene, der lægger om, reagerer på en situation, der er markedsorienteret. Der er en forventning om, at der er en reel økonomi i det her, siger han og understreger, at han er overbevist om, at de, der omlægger, også har en reel interesse for at udvikle sig som landmand:

- Det er som at tage et skridt videre og på den måde få nogle helt nye udfordringer og se sig selv i nyt lys som landmænd.