Kan man vaske pesticidrester af sprøjtet frugt og grønt?

Svaret er ikke entydigt – nogle sprøjtegifte kan skylles af konventionelle råvarer, andre bliver i den frugt eller grøntsag, du putter i munden.
Der er rester af sprøjtegifte i halvdelen af den ikke-økologiske frugt og grønt.Foto: colourbox.com

I den årlige rapport om pesticidrester i vores fødevarer fra 2015 fandt Fødevarestyrelsen rester af sprøjtegifte i 67 procent af alle prøver af konventionelt dyrket frugt og 39 procent ved de konventionelt dyrkede grøntsager. Du hører måske af og til, at det er muligt at vaske pesticidresterne af frugt og grønt, inden du spiser det. Men er det rigtigt? Og hvad med de frugter og grøntsager med skræl, hvor vi typisk ikke spiser skrællen – er det en sikker vej til at undgå giftrester i vores mad?

Bodil Hamborg Jensen er seniorrådgiver i afdelingen for Risikovurdering og Ernæring på DTU Fødevareinstituttet. Hun forklarer, at for afgrøder med ikke-spiselig skræl vil langt det meste af et pesticid sidde i skrællen.

- Typisk vil 90 procent af pesticidet sidde i skrællen af bananer, citrusfrugter og melon. Så for frugter med en tyk skræl, du piller af, vil kun en lille del findes i den spiselige del af frugten, siger Bodil Hamborg Jensen.

Billedet er mere mudret, når det kommer til de frugter og grøntsager, hvor vi også spiser skrællen, som fx jordbær, vindruer og æbler.

- For afgrøder med spiselig skræl er det svært at sige noget generelt, da pesticider er en gruppe af stoffer med meget forskellige egenskaber. Nogle stoffer vil forblive i skræl­len og i frugten eller grøntsagen, mens andre i højere grad vil kunne vaskes af, siger hun.

Jordbær med fløde - og giftrester

I juni og juli har mange af os forenet sommer-aftenerne med en portion jordbær med fløde. Kigger vi nærmere på konventionelle jordbær, viser Fødevarestyrelsens undersøgelser fra 2010-2016, at der var pesticidrester i 77 pro­cent af de udenlandske jordbær og 68 procent af de danske. På de udenlandske bær er der i den nævnte periode fundet 42 forskellige pesticidrester, mens det er 19 for de danske.

DTU Fødevareinstituttet har tidligere lavet et kontrolleret markforsøg og i den sammen­hæng undersøgt, hvad der sker med tre ret almindelige typer af pesticidrester, når vi skyller vores jordbær, før vi spiser dem.

Hvad angår pesticiderne Tolylfluanid og Fenhexamid kunne 1/3 af pesticidindholdet vaskes af, mens kun 19 procent af pesticidet Pyrimethanil forsvandt, når bærret fik en tur under vandhanen. Størstedelen af pesticid­indholdet sidder altså tilbage på de konventionelle jordbær, selv om de er blevet skyllet.

Vil du helt undgå pesticidrester, skal du gå efter det økologiske sortiment, da det er dyrket uden brug af syntetiske sprøjtemidler.

Vask altid frugt og grønt

Selv om du ikke kan skylle alle pesticidrester af din frugt og grønt, anbefaler Fødevarestyrelsen, at du altid vasker frugter og grøntsager grundigt, inden du sætter tænderne i dem – også økologisk frugt og grønt. På styrelsens hjemmeside står der, at når flere og flere mennesker bliver syge af frugt og grønt, skyl­des det blandet andet, at man især i eksotiske lande kan komme til at vande og skylle frugt og grønt med vand, der indeholder rester af afføring fra mennesker og dyr. Smitten kan også skyldes dårlig håndhygiejne hos dem, der høster på marker og i plantager.

Så selv om frugterne eller grøntsagerne ser rene og pæne ud i butikken, så er det altid en god idé at skylle dem, inden du spiser dem.