Irma og Thise lancerer ny type mælk

Irma og Thise lancerer græsmælk fra økologiske køer, der kun har spist det, de er skabt til at spise; nemlig græs.

Irma og Thise har lavet en ny og unik type mælk: Græsmælk – som kommer fra økologiske køer, der kun er fodret med græs.

Princippet hedder "feed no food" og betyder, at de 100 økologiske malkekøer, der bor på den økologiske landmand Torsten Wetches ejendom i Himmerland, udelukkende lever af græs, græsmarksprodukter og urter. Her er altså ingen korn, majs, soja eller andet foder i kosten. Men udelukkende foder som koens fordøjelsessystem fra naturens hånd er indrettet til at spise og fordøje.

Når køerne udelukkende spiser græs, falder mælkeydelsen. Til gengæld har mælken et relativt højt indhold af Omega-3-fedtsyrer og antioxidanter, og derfor er mælkens fedtindhold på 4,2 procent.

Alle økologiske køer skal på græs i sommerhalvåret. Forskellen mellem økologisk græsmælk og almindelig økologisk mælk er derfor størst i vinterhalvåret.