Hanegal investerer en mio. kr. i øko-jordbrugsfond

Øko-virksomheden Hanegals stiftere har besluttet at investere en million kroner i Danmarks Økologiske Jordbrugsfond. Beslutningen modtages med glæde i fonden.
Fie Graugaard og Ulrich Kern-Hansen, ejere og stiftere af Hanegal

- Hanegals primære mission har altid været at arbejde for udviklingen af en økologisk og bæredygtig fødevareproduktion.  Vi har villet gøre økologiske produkter tilgængelige for almindelige mennesker i almindelige butikker over hele Danmark, og Hanegal ønsker reelt al jord omlagt til økologisk drift, siger Ulrich Kern-Hansen, der sammen med sin ægtefælle Fie Graugaard er ejer og stifter af den økologiske pionér-virksomhed, Hanegal.

- Det er derfor helt naturligt, at vi støtter Danmarks Økologiske Jordbrugsfond med en million kr. og derved bidrager til mere økologisk jord. Vi formidler støtten via Hanegals nye udviklingsselskab, Organic Future Aps, som har til formål af fremme nye initiativer, som kan bidrage til en øget produktion af sunde og rene fødevarer og rent grundvand samtidig med, at der tages hensyn til dyrevelfærd, klima, miljø og natur. Vi håber, at rigtig mange andre også ser denne enestående mulighed for at fremme en økologisk udvikling i Danmark, slutter Ulrich Kern-Hansen

Fondens formand, Lars-Christian Brask, er glad for opbakningen:

- Vi er begejstrede for, at en virksomhed som Hanegal vælger at investere i fremtidens økologiske jordbrug gennem vores datterselskab Dansk Økojord A/S. Det er meget visionært, at man ikke blot har villet levere gode produkter til den almindelige dansker, men også være med til at sikre, at det kan ske for fremtiden.

280 danskere har indtil nu investeret investeret godt 15 millioner kr. i jordbrugsfonden ved køb af aktier.