Investér i økologisk jordbrugsfond via Coop Crowdfunding

Via Coop Crowdfunding kan danskerne nu investere i Danmarks Økologiske Jordbrugsfond gennem "økologiske folkeaktier" ned til 500 kr. styk. Fonden skal fremme udbredelsen af økologi gennem opkøb af landbrugsjord

Coops 1,7 million medlemmer får nu via Coop Crowdfunding mulighed for at hjælpe dansk landbrug med at blive mere økologisk og med at generationsskifte.

Coop Crowdfunding har indgået aftale med Økologisk Landsforening og Danmarks Naturfredningsforening om at skaffe penge til den nystiftede Danmarks Økologiske Jordbrugsfond.

Målet er at fastholde og øge det økologiske landbrugsareal i Danmark. Gennem opkøb af jorde og gårde skal Fonden medvirke til, at det opfyldes.

Mulighed for bred folkelig opbakning

Foreløbig har Fonden samlet 21.5 millioner kr. ind. Men nu bliver det muligt at købe en slags ”økologiske folkeaktier” ned til 500 kr. styk for at bidrage til at sikre rene fødevarer uden pesticidrester, at bevare jordens frugtbarhed og grundvandet og at værne om biodiversiteten.

- Vi går ind på opfordring fra en række lokale formænd for vores butikker og brugsforeninger. Vi synes, landbruget og vi har en fælles interesse. Landbruget har en udfordring med at generationsskifte, i Coop har vi en udfordring med at få økologiske råvarer nok i fremtiden, siger projektleder Nicolai Jæpelt, Coop.

- Vi er glade for at Coop kommer med denne mulighed. Jo bredere folkelig opbakning, jo bedre mulighed for at bidrage til et systemskifte i dansk landbrug. Et skifte med større hensyn til miljøet, klimaet og naturen, siger direktør Kim Qvist, Danmarks Økologisk Jordbrugsfond.

Alle Coops medlemmer kan via www.crowdfunding.coop.dk købe en aktie på 1000 kr. eller en halv aktie for 500 kr. For det får man et certifikat, der dokumenterer støtten. Investerer man 25.000 kr. eller derover får man mulighed for at udøve indflydelse ved en årlig generalforsamling.