Økonomi: Svin, kartofler og grøntsager i plus

Ny regnskabsstatistik viser, hvor økologer tjener penge, og hvor det kniber.

Planteavl

Økologisk kornavl er ikke nogen guldgrube. I gennemsnit gav produktionen et negativt afkast i 2016, som Danmarks Statistik beregner til -12 kr. pr. arbejdstime. Det er dog markant bedre end konventionel produktion, som i 2016 var presset af både prisfald og fald i udbyttet og endte på – 343 kr./time.

De økologiske afgrøder, der gav bedst afkast i 2016, var kartofler og grøntsager, som i gennemsnit leverede en beregnet lønningsevne på omkring 220 kr./timen. I betragtning af, at der er tale om specialafgrøder, der er arbejdstunge, kan det ikke kaldes et prangende resultat.


 

Svineproduktion

Det er ikke nogen hemmelighed at økologisk svineproduktion har været økonomisk velkørende de senere år og således også i 2016. Danmarks Statistik beregner på baggrund af landbrugsregnskaber fra 25 økologiske svineproducenter et overskud på omkring 8.000 kr. pr. årsso og 3.000 kr. pr. slagtesvin. Der er tale om et lille antal bedrifter, men tilsammen står de for størstedelen af den økologiske svineproduktion.