Bierne skal reddes – og danskerne skal hjælpe til

Vilde biers bestøvning af planter og træer er afgørende for, at økosystemet fungerer, og vi kan dyrke grøntsager, frugt og producere andre fødevarer. Men bierne er truede, blandt andet fordi de mangler føde. Økologisk Landsforening og Netto inviterer danskerne til at hjælpe med at sikre mere mad til bierne og deler derfor gratis blomsterfrø ud lørdag den 7. april.

Når du drikker en kop kaffe eller sætter tænderne i et sprødt æble, kan du takke bierne og deres bestøvning for, at det er muligt. Forskere anslår, at 84 procent af alle plantearter og 76 procent af Europas samlede fødevareproduktion er afhængig af biernes bestøvning.

Bier er ikke bare honningproducenter. Der findes 288 forskellige arter af bier i Danmark, og især de vilde bier har det svært. I de seneste år er der sket en tilbagegang i antallet af de vilde bestøvere i Danmark, heriblandt bierne. De er blandt andet truet af mangel på føde og af sprøjtegifte i landbruget.

Alle kan give bierne en hjælpende hånd

Økologisk Landsforening og Netto vil sammen med danskerne give bierne en hjælpende hånd. Lørdag den 7. april vil danskerne derfor kunne hente en gratis pose blomsterfrø i Nettos mere end 500 butikker landet over.  Frøene kan de så i haven eller altankassen og dermed være med til at give bierne mere mad.

- Vi ønsker at gøre danskerne opmærksomme på, at der er brug for mere mad til de vilde bier, og at vi alle sammen kan hjælpe til. Sammen med Netto har vi gjort det nemt for danskerne at gøre en forskel for bierne ved at uddele 50.000 gratis blomsterblandinger i Nettos butikker. Ved at så blomsterfrøene i sin have eller altankasse kan man hjælpe med at give de fortrængte bestøvere bedre vilkår – og samtidig får man selv nogle rigtigt flotte blomster at kigge på, siger Julie Rohde, projektleder i Økologisk Landsforening.

Blomsterblandingen er sammensat af arter som giver en lang blomstringsperiode, samtidig med at de er propfyldte med god nektar og pollen, som er biernes fødekilde. 

I Netto er kommerciel direktør Martin Hasgard Olesen glad for at være med i samarbejdet om at give bierne et større spisekammer:

- Netto er Danmarks største økologiske grønthandler, og derfor vil vi gerne være med til at skabe opmærksomhed om, hvor vigtige bierne er. Hvis de ikke fandtes, ville de fleste af vores varer slet ikke eksistere. Vi vil gerne stå sammen med vores kunder og være med til at gøre en forskel for bierne. Når blomsterne kommer frem hjemme hos dem, vil de forhåbentlig blive mindet om, hvor vigtige bierne er. Derfor glæder vi os til at dele frøposerne ud, siger Martin Hasgard Olesen.

200 øko-landmænd laver blomsterstriber til bierne

Sideløbende med indsatsen for at gøre forbrugerne opmærksomme på biernes behov for mad, har Økologisk Landsforening allieret sig med 200 økologiske landmænd, som har modtaget gratis frøblandinger.

De økologiske landmænd har alle sået frøblandingerne i såkaldte blomsterstriber på 1.000 kvadratmeter i deres marker. Det betyder, at 200.000 kvadratmeter blomster vil være klar til bierne fra maj måned og resten af sæsonen.

- Som forbruger kan man også støtte en ren og rig natur med mere mad til bierne ved at købe økologisk. De økologiske landmænd bruger ikke sprøjtegifte, der kan påvirke bierne negativt, forklarer Julie Rohde.

Læs mere om projektet ’Gi’ blomster til bierne’ på www.okologi.dk/madtilbierne

 

Sådan kan du hjælpe bierne:

 

  • Så blomster i din have eller altankasse. Se kalender over bi-venlige blomster.
  • Slå din græsplæne sjældnere og lad evt. et stykke af haven ligge uberørt. Det giver plads til flere planter og blomster, som bierne kan trække nektar fra.
  • Støt en ren og rig natur med mere mad til bierne ved at vælge økologiske fødevarer.
  • Bierne mangler ikke bare mad, men også levesteder. Du kan hjælpe ved at bygge et bihotel af mursten, træ og hønsetråd. Se hvordan.