Vækst i øko-areal kalder på en langsigtet plan for økologi

Stadig flere landmænd vil være økologer. Øko-arealet i Danmark voksede således med 13 procent fra 2016 til 2017 og udgør nu over ni procent af det samlede landbrugsareal. Det viser nye tal fra Landbrugsstyrelsen. Økologisk Landsforening glæder sig over de nye tal, og mener at den rivende udvikling kalder på en langsigtet plan med bred politisk opbakning.

Aldrig tidligere har økologiske marker fyldt så meget i dansk landbrug som nu. Det samlede øko-areal udgør nu 245.159 hektar, hvilket svarer til over ni procent af det samlede landbrugsareal. Det viser nye tal fra Landbrugsstyrelsen, som netop er offentliggjort af Danmarks Statistik. Det økologisk dyrkede areal i Danmark er dermed vokset med 13 procent svarende til 28.365 hektar fra 2016 til 2017.

- Om lidt er vi over 10 procent økologisk areal i Danmark, og der er behov for en langsigtet økologipolitik og investering for, hvordan vi kan fortsætte omlægningen. Økologi drives frem af forbrugernes valg og af landmænd og virksomheder, der har gjort Danmark til frontløber. Og ligesom med vindmølle-industrien er visionære statslige investeringer i innovation, udvikling af nye markeder og ny viden via forskning afgørende. Desværre er disse indsatser dalet de senere år, ligesom regeringen har fjernet omlægningsstøtten til økologer, der vil udvide deres økologiske produktion, siger Per Kølster, formand i Økologisk Landsforening og fortsætter:

- Vi roser de indsatser, også fra den nuværende regering og DF, der har sikret bl.a. omlægnings- og økologistøtte til næsten 10 procent af Danmarks areal. Vi efterlyser en bred politisk aftale om en langsigtet plan, der skaber en samlet landbrugspolitik og økonomisk plan for omlægning af to, tre, fem gange så stort et areal. Det potentiale er reelt, og hvis vi ikke understøtter udviklingen, overlader vi det økologiske potentiale til tysk, svensk, hollandske og polske landbrug.

Landmænd og forbrugere gør forskel i fællesskab

Væksten i det økologiske areal, som de nye tal dokumenterer, skyldes et positivt samspil mellem forbrugere, landmænd, virksomheder og staten - og effekterne er store, påpeger Per Kølster.

- Danskerne, landmændene og politikerne står i fællesskab bag en meget glædelig udvikling, der er til stor gavn for vores natur og grundvand, dyrene, os selv og vores børn og børnebørn, siger Per Kølster og fortsætter:

- Omlægning af så store arealer betyder færre sprøjtegifte i vores natur, drikkevand og mad. Flere millioner kilo faktisk. Ligesom millioner af husdyr - køer, svin og høns - har fået et bedre dyreliv og er kommet ud i det fri.

Landmænd er klar — men skal bakkes op

Per Kølster oplever stor interesse hos konventionelle landmænd.

- De danske landmænd følger forbrugernes stigende køb af økologiske varer, og mange er blevet interesserede i den økologiske faglighed og håndværk i mark og stald. Økologi udvikler sig, og mange ser spændende udfordringer i det, siger Per Kølster.

Økologisk Landsforening oplever en meget stor interesse hos landmænd for at få lavet et såkaldt omlægningstjek, der ofte er første skridt på vejen til økologisk omlægning. Et omlægningstjek består af et uforpligtende besøg af en omlægningskonsulent, der vurderer gårdens muligheder og udfordringer i forhold til økologisk drift.  Økologisk Landsforening har allerede i år lavet omlægningstjek hos 80 interesserede landmænd.  

 

Fakta:

- 170.000 hektar er fuldt omlagt til økologi.

- Yderligere 75.000 hektar er ved at gennemgå omlægning til økologisk produktion.