Kantinebrugere på tværs af landet får øko-inspiration

Økologisk Landsforening vil inspirere de spisende i offentlige og private kantiner til at vælge økologi. I forbindelse med kampagnen ”Ren Madglæde - økologi” drager foreningen resten af året på kantine-turné med øko-smagsprøver og information om fordelene ved økologisk mad og produktion.

Danskernes køb af økologi skal vokse med fire mia. kroner fra 2016 til 2019. Det er målet med Økologisk Landsforenings kampagne ”Ren Madglæde - økologi”, der vil gøre økologi til det naturlige valg hos endnu flere danskere. Som led i indsatsen rykker foreningen nu ud til landets offentlige og private kantiner med økologisk inspiration, viden og smagsprøver til kantinebrugerne.

- Vi ønsker at udstyre danskerne med så stor viden om fordelene ved at vælge økologi, at endnu flere helt naturligt træffer øko-valget – både når de spiser ude og derhjemme. Landets mange kantiner er en oplagt ramme for at gå i dialog med danskerne om den mad, de spiser. Ved at vælge økologi, får man mad uden rester af sprøjtegifte, og man er samtidig med til at passe på vores natur og grundvand og sikre, at dyrene har et godt dyreliv med god plads og adgang til det fri. Økologi er ren madglæde, og det vil vi gøre endnu flere danskere bevidste om, siger Torben Blok, markedschef for foodservice i Økologisk Landsforening.

Event understreger kantinens øko-profil

De første økologiske kantine-events har allerede fundet sted. Kantinen hos it- og softwarevirksomheden ’Systematic’ i Aarhus er blandt de første, der har taget imod tilbuddet.

- Vores kantine-brugere afspejler samfundet, så nogle af dem er meget optagede af økologi i forvejen, og andre er slet ikke. Vi vil gerne være med til at øge brugernes bevidsthed om, hvad økologi er. Det har vi ikke selv gjort så meget ud af kommunikere, selvom vi har en øko-andel på 40-50 procent i selve køkkenet i dag. Økologisk Landsforenings besøg var med til at markere vores øko-profil overfor kantinens brugere, og jeg oplevede, at der var en meget stor interesse for eventen, siger Jannik Skovlund, kantineleder hos Systematic.

Ren Madglæde-kampagnen er rettet mod den store gruppe af danskere, som grundlæggende er positive overfor økologi, men kun køber økologiske varer af og til. Mere end halvdelen af danskerne køber i dag økologi hver eneste uge.

Øko-eventen er gratis, og kantiner, der ønsker at få besøg af Økologisk Landsforening, kan kontakte foreningens foodservice-team. Kontakt Malene Jensen, markedskoordinator, Tlf. 40633515