Øko-virksomheder: Roskilde Festival er vigtig for os

2018 lader til at blive et rekordsættende år for økologiske virksomheder, der leverer til Roskilde Festival. Naturmælk og JuiceOrganic meldte allerede onsdag om salgsrekord. Festivalen har både positiv indflydelse på øko-salget og den økologiske produktudvikling, påpeger virksomhederne.

Roskilde Festival lover, at 90 procent af maden på tværs af samtlige 130 madboder, er økologisk, og på sigt vil der også komme krav til økologi-procenten i drikkevareudbuddet.

Festivalens fokus på økologi er værdifuldt for danske øko-virksomheder. Det påpeger bl.a. det økologiske mejeri, Naturmælk, der i otte har være eneleverandør af mejeriprodukter til Roskilde Festival, som i år finder sted fra den 30. juni til den 7. juli.

- Roskilde Festival er en super vigtig kunde for os. At vi sammen kan være med til at drive økologien frem og teste koncepter og produkter af over for det fantastiske publikum er helt unikt. Og i år bliver et rekordår for os på grund af det gode vejr, siger Nelly Frees Riggelsen, salg- og marketingschef hos Naturmælk, som allerede onsdag kunne konstatere, at mejeriet havde solgt større mængder varer end der normalt sælges under hele festivalen.

Et helt nyt tiltag, som Naturmælk tester af sammen med Roskilde Festival i år, er N-bar – en økologisk cocktailbar, hvor økologisk mælk er hovedingrediensen i cocktails med navne som blushing russian, cream fizz, tigers milk og hot tequila choco-mint.

- Vi vil gerne vise festivalens gæster, at mælk kan bruges på mange, spændende måder. Og i en markedsføringskontekst er det naturligt, at vi også selv er til stede på festivalen med vores eget setup, som cocktailbaren er i år. Her får vi mulighed for at møde rigtig mange mennesker i løbet af festivaldagene, udtaler Nelly Frees Riggelsen, Naturmælk.

Afgørende profilering

En anden virksomhed, der har lavet eneleverandør-aftale med Roskilde Festival og ser meget stor værdi i partnerskabet, er JuicOrganic.

- Som enkeltkunde er Roskilde Festival på fem dage en stor kunde, og i år har vi allerede i dag (onsdag red.) solgt en million liter juice, saft osv. til festivalen. Det er en rekord, siger grundlægger og adm. direktør af JuicOrganic, Hans Osterman Petersen, og fortsætter:

- Festivalen er med til at drive vores produktudvikling. Vi har bl.a. udviklet økologisk slush ice og tre forskellige øko-drinks specifikt til Roskilde Festival. Samtidig er det et meget værdifuldt udstillingsvindue for os. Den profilering vi får her er årsag til, at vi har varer inde i detailhandlen i dag. Vi møder en masse mennesker her og får vigtige tilbagemeldinger på vores produkter, siger han.

JuicOrganic sælger sine produkter via cirka 50 udsalgssteder på Roskilde Festival. Herunder bl.a. festivalens egen Kvickly-butik.

Øko-rom lagret i teltdug fra Orange Scene

Også rom-producenten Skotlander har udviklet et nyt, økologisk produkt i samarbejde med Roskilde Festival.

I sommeren 2017 blev fire gamle sherrytønder med dansk, økologisk rom lagt ind i den originale Orange Scene-teltdug. Indholdet er er blevet tappet på i alt 360 flasker, som bliver serveret for alle 180 kunstnere, der optræder på dette års Roskilde Festival og for publikum i Skotlanders hemmelige Rum Lounge på festivalen.

- Roskilde Festival stiller klart krav om, at det vi, kommer med her, skal være økologisk, så festivalen har rykket os i retning mod mere økologi, siger medejer Anders Skotlander.

I Skotlanders Rum Lounge får festivalgæsterne serveret tre eksklusive øko-cocktails designet af Søren Krogh Sørensen fra Efterklang i København.