Regeringen, DF og S klar med tørkehjælp til økologer

Økologisk Landsforening glæder sig over, at Regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet udviser forståelse overfor de økologiske landmænd, der på grund af tørken ikke kan opnå en grovfoderandel på 60 procent. Miljø- og Fødevareministeriet har netop meldt ud, at økologiske landmænd midlertidigt får mulighed for at sænke grovfoderprocenten til 50 procent. Samtidig glæder foreningen sig over, at politikerne imødekommer et ønske om, at landmændene kan få tilladelse til at anvende foderafgrøder, der er modnet færdigt tidligere end forventet.

Økologisk Landsforening har sammen med Landbrug & Fødevarer arbejdet hårdt for en nedsættelse af kravet til grovfoderandelen til økologiske køer fra 60 til 50 procent på grund af den ekstraordinære tørkesituation. Økologisk Landsforening glæder sig derfor meget over, at Regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har valgt at hjælpe landmændene igennem den svære situation.

Miljø- og Fødevareministeriet har således meldt ud, at man midlertidigt vil acceptere en grovfoderprocent ned til 50 procent. Dyrene eller produkter fra dyrene risikerer ikke at miste økologistatus af den grund.

- Det er utroligt glædeligt, at politikerne har sat sig ind i landmændenes situation og fundet en løsning, der svarer til realiteterne ude i det tørre landbrugsland. Det betyder, at de økologiske landmænd kan beholde deres dyr og ikke skal frygte økologikontrollen, selvom de ikke har kunnet skaffe det nødvendige grovfoder på grund af tørken, siger Mads Helms, næstformand i Økologisk Landsforening.

Tilladelse til at anvende hurtigt modnet foderafgrøder

Regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har også imødekommet et andet af Økologisk Landsforenings ønsker. Det ekstreme vejr har betydet, at afgrøderne er modnet færdigt langt hurtigere end normalt.

 Cirka 400 landmænd har lagt ca. 10.000 hektar om, hvor der efter påbegyndt omlægningen er etableret afgrøder, som landmændene har planlagt at kunne høste som foder. På grund af det varme vejr og tørken er afgrøderne klar til høst nu, og dermed mangler der en måned for, at arealet har været tilmeldt økologi i et år, før der høstes fra arealet.  Landmænd, der mangler foder, vil kunne få dispensation til at bruge foder fra disse omlægningsarealer.

 - Al hjælp tæller. Vi vil ikke tillade konventionelt foder, men her er der tale om foder, som i et normalt år ville blive høstet som omlægningsfoder. Det er dyrket økologisk fra etablering til høst, siger Mads Helms, næstformand Økologisk Landsforening.

 Økologisk Landsforening opfordrer desuden alle økologiske producenter til at overveje mulighederne for at dyrke efterafgrøder til foder på de arealer, der er høstet tidligt.

 

Landbrugsstyrelsen har udarbejdet et ansøgningsskema, hvor du kan søge om at bruge foderafgrøder fra dine egne arealer til opfodring i din egen besætning, så længe arealerne er startet omlægning fra den 15. juli til 1. september 2017.

Find ansøgningsblanketten her