Økologiske landmænd inviterer på gårdbesøg i weekenden

I weekenden kan danskerne opleve, hvordan de økologiske gulerødder, æbler, æg og bøffer bliver til, når 85 økologiske landmænd over hele landet inviterer til Økologisk Høstmarked. Her kan danskerne komme helt tæt på den økologiske produktionsform, der i øjeblikket breder sig hastigt i det danske landbrug.

De økologiske marker breder sig hastigt ud over Danmark i takt med, at danskerne fylder indkøbskurvene med flere og flere øko-varer, og stadig flere danske landmænd lægger om til økologi.

I weekenden kan danskerne få en førstehåndsoplevelse af, hvordan de økologiske fødevarer bliver produceret. Lørdag d. 1. og søndag d. 2. september inviterer 85 økologiske landmænd over hele landet således på gårdbesøg.

- De økologiske landmænd kvitterer for danskernes opbakning til økologien ved at give dem mulighed for at komme helt tæt på produktionen. Når man har besøgt en øko-gård, oplevet dyrene gå rundt på marken i det fri og hørt landmanden fortælle om sit arbejde, der bl.a. foregår uden sprøjtegifte, forstår man bedre, hvordan man ved at vælge økologi er med til at passe på naturen, grundvandet, dyrene, sig selv og sin familie, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

Oplevelser for hele familien

Sidste år besøgte 77.000 danskere en øko-gård til Økologisk Høstmarked.

- Til høstmarkedet kan man være med til at fejre den økologiske høst og resultatet af mange måneders arbejde i marken sammen med de lokale øko-landmænd. Et gårdbesøg hos økologerne byder på masser af sjove og lærerige oplevelser for både store og små – uanset om man er vild med dyr og vil hilse på søde kalve og smågrise, køre med landmanden på traktortur i marken, tumle i halmen eller gå på jagt efter friske, økologiske råvarer i de mange gårdbutikker og boder, som holder åbent på gårdene, siger Birgitte Nygaard, projektleder i Økologisk Landsforening.

Lørdag d. 1. september holder Økologisk Landsforenings adm. direktør, Helle Borup Friberg, åbningstalen på Nordlund Vingård ved Avedøre, der netop er færdigomlagt og modtager sin økologiske certificering ved lejligheden.

Find et Økologisk Høstmarked i nærheden og læs mere om, hvad der sker på de enkelte gårde på www.høstmarked.dk.  Aktiviteterne varierer fra gård til gård.

Økologisk Høstmarked er hele den økologiske branches fælles event, som arrangeres af Økologisk Landsforening sammen med de økologiske landmænd.

 Fakta:

  • Siden Økologisk Høstmarked så dagens lys i 1993, har eventen i alt haft ca. 1,4 mio. gæster.
  • Danskerne har verdensrekorden i at købe økologi. 13,3 procent af fødevaresalget i den danske dagligvarehandel (inkl. online-salg) er økologisk.
  • Danske landmænd strømmer til økologien. Mere end 1.000 landmænd har i år søgt om støtte til økologisk omlægning.
  • Dermed udgør det økologiske areal i Danmark snart 10 procent af det samlede landbrugsareal og nærmer sig et omfang på størrelse med Fyn.