Økologer er enige: Vi vil styrke økologien

EU styrer Ø-mærket, men danske økologer vil videre i udviklingen. Klima, biodiversitet, socialt ansvar og uafhængighed af den konventionelle industri står højt på ønskelisten over fokusområder.

Selvom emnet var bredt og åbnede for adskillige meninger, var det forslaget om en eventuel ny mærkningsordning, der var ved at stjæle fokus fra Økologisk Landsforenings mange landsmøder om, hvordan økologien kan udvikle sig.

Kernen i problemstillingen er, at det røde Ø-mærke er statsligt og underlagt EU-regler, og eftersom disse regler ikke har rykket sig i flere år, må økologerne selv må skubbe udviklingen fremad og finde ud af, hvordan de samtidig bliver honoreret for den ekstra indsats.

- Der er ingen tvivl om, at mærkeforslaget var ved at stjæle al opmærksomhed, men det lykkedes at holde fokus på vores primære mål: at få gang i udviklingen, siger Paul Holmbeck, direktør i Økologisk Landsforening, og kalder en eventuel mærkningsordning for ”sekundær”.
- Det vigtigste for os er, at vi står sammen om at udvikle økologien og finder konkrete veje frem, der motiverer og rykker for økologien, tilføjer han.

Omtrent 400 deltagere
Debatten om udviklingen har bragt Økologisk Landsforening på en sand landsturné de seneste måneder og har indtil nu budt på 29 møder rundt om i Danmark. Alene på de 10 åbne ”Så det kan mærkes”-møder deltog omtrent 400 deltagere, heriblandt landmænd, køkkenprofessionelle, forbrugere og andre ildsjæle.

- Det har været så inspirerende at være i dialog med så mange økologer, og vi har mærket på de nu 29 møder rundt om i landet, at der har været en meget stor lyst til at snakke om udviklingen – og handle på den, siger Paul Holmbeck, som også har bidt mærke i, at mange faktisk var overraskede over, at EU’s regler dikterer Ø-mærket.

- Det har været noget af en øjenåbner for mange. EU’s standarder styrer Ø-mærket, og standarderne udvikler sig stort set ikke. Selv klimamålene bliver ikke hævet i EU’s økologi. Ø-mærket er bomstærkt, troværdigt og skaber markante fordele for naturen, dyrene og mennesker. Vi er stolte af det, men det kan ikke blive en garant for det næste løft inden for økologi – selvom vi kunne ønske det sådan, siger han.

Der har været mange bud på, hvor det er mest presserende, at økologien udvikler sig, men særligt fire emner er gået igen: klimaet, biodiversitet, socialt ansvar og uafhængighed af konventionelle input.

Tilhørerne udtrykte et ønske om at mindske klimapåvirkningen og skabe en bedre mulddannelse. De vil øge biodiversiteten og skabe en lokal recirkulering, som gør økologerne uafhængige af at få næringsstoffer fra de konventionelle landmand. Og så var der klar opbakning til at spille en større rolle i lokalsamfundene og tage et socialt ansvar som for eksempel at få flere unge i praktik eller få folk med fysiske eller psykiske udfordringer i beskæftigelse.

Selvstændige regler, der giver mening
Derudover har der været positiv respons på foreningens påstand om, at det næste store tigerspring for økologien ikke handler om nye brede, one-size-fits-all detailregler, men mere om, at de enkelte bedrifter selv får mulighed for at tilpasse sig, så de bliver mere bæredygtige. Helt konkret kan det betyde, at den enkelte gård selv vælger mellem de effektive indsatser og implementerer dem, der giver mest mening for at nå i mål f.eks. på klimaområdet.

En eventuel mærkningsordning, som skal tydeliggøre disse tiltag, der løfter økologien, har dog delt vandene – et alternativt forslag har lydt, at man i stedet bør lave et diplom, der honorerer det enkelte landbrugs ekstraordinære indsats på bæredygtighed og fremmer dermed en mere systematisk arbejde med udvikling på den enkelte gård og i branchen.

På Økologisk Landsforenings Generalforsamling d. 10.-11. marts vil ledelsen fremlægge, hvad den har hørt og lært fra møderne, og flere elementer bliver debatteret. I løbet af foråret vil man så tilpasse og videreudvikle udspillet på baggrund af den brede involvering, som har været i processen.

Efter sommer vil der være nye runder med debat med udvalg og samarbejdspartnere, og så er planen, at ØL til Generalforsamlingen i marts 2018 er klar til at fremlægge et endeligt udspil om økologiens fremtidige udvikling.