Natur og landbrug hånd i hånd

Collective Impact ’Det åbne land som dobbelt ressource’ har fokus på, hvordan natur og landbrug kan gå hånd i hånd på samme arealer. Midlet kan være jordfordeling og mere intelligent landbrugsstøtte

Rougsø syd for Randers Fjord indgår i jordfordelingsprojektet i Norddjurs Kommune. Kortet viser de ti største bedrifter/ejendomme i området. Illustration: Norddjurs Kommune.

 

- Parterne i ’Det åbne land som dobbelt ressource’ arbejder sammen om, at arealanvendelsesinteresserne håndteres på nye og fremsynede måder, hvor forskellige anvendelser af arealerne understøtter hinanden frem for at begrænse hinanden, fortæller Helga Grønnegaard, der er sekretariatsleder for arbejdet.

Udgangspunktet for arbejdet er, at der skal være plads til udvikling af landbrugserhvervet, en rig natur, et rent vandmiljø og rekreative muligheder. Målet er et varieret kulturlandskab, der samtidig understøtter attraktive bosætnings- og besøgsmuligheder i det åbne land.

Siden 1920 er den lysåbne natur blevet reduceret fra 25 pct. af Danmarks areal til ni pct. Og i samme takt er biodiversiteten faldet med det resultat, at alene i perioden 2003-2010 er 1.526 dyre-, plante- og svampearter blevet opført på den nationale rødliste over akut truede, sårbare eller sjældne planter.

Landbrugsarealet er i samme tidsrum stort set uændret; men antallet af landbrug er faldet fra ca. 200.000 i 1920 til 42.000 landbrug i 2010, og gennem intensivering og effektivisering produceres der langt flere fødevarer og foder på arealerne end tidligere.

Projekter i kommunerne

- I Collective Impact er parterne gået sammen om at dokumentere de samfundsmæssige gevinster, som fremsynet jordfordeling kan indfri i konkrete lokalområder. Ambitionen er at inspirere til multifunktionel jordfordeling i hele landet, fortæller Helga Grønnegaard.

Projekterne forberedes i øjeblikket i fem kommuner: Skive, Jammerbugt, Ringkøbing-Skjern, Vejle og Norddjurs kommuner.

I projekterne vil de deltagende kommuner sammen med forskere, der er tilknyttet projekterne, arbejde med jordfordeling på en ny måde, hvor hensigten er at åbne op for langt flere potentialer i et lokalområde, end selve det at skifte ejerskab til arealer umiddelbart ville bringe med sig.  

I en pressemeddelelse beskrives forventningerne til projekterne således:

‘Det gavner både landbruget, naturen, vandmiljøet og de rekreative muligheder, fordi der bliver bedre mulighed for at færdes og få naturoplevelser. Resultatet er attraktive landdistrikter med flere herlighedsværdier og mindre transport på vejene med tunge landbrugsmaskiner.’  

- Kommunerne er i øjeblikket i en planlægningsfase, for at finde ud af, om der er velvilje for projekterne, hvilket er forudsætningen for, at det over hovedet kan lade sige gøre, siger Helga Grønnegaard. Hun tilføjer:

- Vi håber, at alle kommunerne får skabt interesse og engagement fra både lodsejere og øvrige lokale aktører i planlægningsfasen sådan, at der som grundlag for konkret gennemførelse af jordfordeling med start fra foråret 2016 er et lokalt ‘ja, det er vi med på at arbejde videre med’. På den ene side skal der ‘luft under vingerne’, på den anden side er salg, køb og bytte af landbrugsarealer noget meget konkret og jordnært, som skal opfylde lodsejeres individuelle behov. Vi har umiddelbart midler til at gennemføre fire projekter; men resulterer kommunernes planlægning i fem fantastisk spændende projekter, så vil vi prøve via andre fonde at finde midler til at gennemføre dem alle.

 

Læs mere om ’Det åbne land som dobbelt ressource’ i Økologi & Erhverv nr. 577