Velkommen til 500 nye kolleger

Lad os alle hjælpe og støtte nye økologer med det faglige, i erfagrupper, hen over markskellet, til møder i landboforeningen, mejeriet, som mentorer eller som sparringspartnere

Vi oplever i år et kæmpe boom inden for økologien, som vist ikke er set siden 1990’erne. Flere end 500 landmænd har valgt at lægge om til økologisk produktion og uanset, om man er drevet af ideologiens hellige ild eller økonomien, er det dejligt.

Også erfarne økologer har næsten alle engang været konventionelle landmænd, der blev inspireret til at lægge om af økonomi eller økologi.

Over 500 nye økologer betyder en masse nye ideer og et kæmpestort boost af energi til økologien i Danmark. Økologien er blevet grå i toppen - mon ikke de 500 nye bringer aldersgennemsnittet ned med en del år? Det ville være velkomment.

Og så begynder arbejdet. De bedste økologer er dem, der brænder for deres håndværk, for sagen, for kunderne, og som synes, det er spændende at være økolog. Sammen skal vi gøre det sjovt og interessant for vores nye kolleger at finde og tage udfordringerne op inden for de snævrere rammer, som de økologiske regler giver. Vi konsulenter skal hjælpe dem godt i gang, men det er fantastisk vigtigt, at også erfarne økologer tager godt imod de nye kolleger. I kommer i fællesskab til at tegne økologien som fag og som produktionsmåde over for samfundet og forbrugerne.

Så lad os alle hjælpe og støtte nye økologer med det faglige, i erfagrupper, hen over markskellet, til møder i landboforeningen, mejeriet, som mentorer eller som sparringspartnere. Det kan foregå ansigt til ansigt eller via telefon og andre moderne kommunikationsmidler. Vi bliver nødt til at bruge tid på hinanden, nu hvor økologien er i færd med at tage så stort et spring. Det bliver til gavn for alle parter.

Næste opgave bliver at finde de næste landmænd, der skal være økologer. En måde at gøre det på er at se sig omkring i lokalområdet efter nye samarbejdspartnere. Dem, som I kan udveksle gødning med, som kan hjælpe med at stabilisere jeres foderforsyning og jeres sædskifte. Dem, I kan dele maskiner med, så I får både en bedre maskinpark og lavere kapacitetsomkostninger.

Vi skal ud i vores faglige netværk og spotte de dygtige landmænd, som måske mangler nye udfordringer og endnu ikke har set, at de findes i økologien - med en god økonomi.

Det er en spændende tid, vi lever i, lige NU.

Det er tilladt at citere denne artikel med kildehenvisning til Økologi & Erhverv.