Jordens frugtbarhed øges

En velbesøgt temadag om jordfrugtbarhed og faste kørespor hos Skiftekær Økologi på Tåsinge bød på talrige indtryk til de mere end 100 deltagere. Der var oplæg fra forskere, praktikere og demonstration af forsøg og maskiner samt et oplæg om erfaringer fra Holland
Slåmaskine i bedstørrelse til af slå efterafgrøder før øverlig indarbejdning af plantematerialet i jorden. Hensigten er at opbygge jordens frugtbarhed ved at indarbejde organisk materiale i det øverste jordlag, og dermed opbygge indholdet af humus over tid.

De første forsøg på Skiftekær Økologi med faste kørespor, pløjefri dyrkning og grøngødning blev anlagt i 2012. Formålet med forsøgene er at opnå bedre vækstbetingelser og forbedret omsætning af næringsstoffer. I begyndelsen af september var der temadag på gartneriet, hvor økologikonsulent i GartneriRådgivningen Richard de Visser og Peter Bay Knudsen, direktør hos Skiftekær Økologi, bød deltagerne velkommen i forsøgsmarken på Skiftekær Økologi.

- Vi har ikke kørt i bedene siden 2012, men kun i sporene efter GPS-styring, fortalte Peter Bay Knudsen.

Målet er, at reducere behovet for tilførte næringsstoffer og øge afgrødernes kvalitet. Skiftekær Økologi er en ud af seks økologiske producenter, der har lagt areal og arbejde til de mange forskellige forsøg i Projekt Økologi i Sporet, som er denne artikels fokus. Projekt Jordfrugtbarhed gennem organisk stofmanagement og projekt SoilVeg var også repræsenteret på temadagen.

Fladekompostering giver mere humus

Agronom og udvikler Martin Beck fra Almende fortalte om at øge mængden af organisk stof i jorden ved at indarbejde efterafgrøder i det øverste jordlag og kun i det øverste jordlag, fordi det er her, plantematerialet omsættes bedst. I princippet kan man lade plantematerialet ligge ovenpå jorden, men ved at indarbejde det i det øverste jordlag, speeder man den mikrobielle omsætning op. Peter Bay Knudsen bekræftede, at den virkning ses i praksis:

- Omsætningen af plantematerialet går markant hurtigere, når det bare er blandet en lille smule op med jord.

- Kulstof har enorm betydning for jordens frugtbarhed og målene med fladekompostering af efterafgrøder er, at få en mere levende og frugtbar jord, der kan producere en større biomasse, sagde Martin Beck og tilføjede:

- Jo mere kulstof, der er i jorden i form af humus, jo mere stabil er kvælstofforsyningen til planterne.

Projekt Økologi i Sporet har fået tilskud fra 'Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram' (GUDP) under Fødevareministeriet'.

Læs mere i Økologi & Erhverv nr. 596.
Husk at fortælle, at Økologi & Erhverv er din kilde, hvis du citerer denne artikel.