Det økologiske areal sætter rekord

Nu er der 216.794 ha økologisk landbrugsjord og 3.173 økologiske landmænd i Danmark.
Der er et stor behov for en større økologisk planteavl og produktion af økologisk foder. Inden for de næste to år vil der være cirka to millioner ekstra dyr, som kommer ud under åben himmel og skal have økologisk foder.

I dag offentliggør Landbrugs- og Fiskeristyrelsen nye tal, der viser, at en bølge af økologi skyller ind over den danske muld. Det økologiske areal blev fra 2015 til 2016 udvidet med 21 procent - svarende til ca. 37.000 hektar, skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse. 

Dermed er det økologiske areal oppe på 216.794 hektar. Det er en ny Danmarksrekord. Samtidig har de økologiske landmænd fået 537 nye kollegaer, så der nu er 3.173 økologiske landmænd i Danmark. 

Behov for yderligere 60.000 ha

Økologisk Landsforening kontaktede kort før nytår de landmænd, der er i gang med at lægge om til økologi, samt de økologiske landmænd, der er ved at udvide deres produktion, for at undersøge, hvilke økologiske råvarer der er på vej. Holdt op imod den estimerede udvikling i det samlede økologiske salg viste det, at der er brug for yderligere 60.000 hektar økologisk landbrugsjord i næste ansøgningsrunde, før udbudet matcher efterspørgslen.

Mere økologisk æg og bacon

Flere økologiske produktioner blev markant øget fra 2015 til 2016. Det gælder bl.a. produktionen af æg og slagtekyllinger, der blev udvidet med henholdsvis 22 procent flere æglæggende høns og 49 procent flere slagtekyllinger. Også den økologiske svineproduktion blev udvidet med 1.787 flere søer. 

- Det viser, at landmændene er klar til at producere det, som markedet efterspørger. Regeringen vil dog gerne styrke den markedsdrevne udvikling af den økologiske sektor yderligere. Derfor glæder jeg mig til at modtage anbefalingerne fra det økologiske erhvervsteam i morgen, siger Esben Lunde Larsen.

Det økologiske erhvervsteam blev nedsat i forbindelse med Fødevare- og landbrugspakken. Erhvervsteamet overrækker deres anbefalinger til en styrkelse af den markedsdrevne udvikling af den økologiske sektor den 7. april kl. 14-15 til ministeren i Fødevarepark Skjern Enge.

Fakta:

  • Det økologiske produktionsareal var 216.794 ha pr. 31. maj 2016 mod 179.808 ha pr. 31. maj 2015.
  • I 2016 udgjorde det økologiske areal 8,1 pct af det totale indberettede produktionsareal.
  • Der var 3.173 bedrifter, der var autoriserede eller havde søgt om autorisation til økologisk jordbrugsproduktion pr. 31. maj 2016 mod 2.636 bedrifter i 2015.
  • De 5 kommuner i Danmark med størst økologisk areal i 2016 er: Tønder 14.812 ha, Varde 12.054 ha, Herning 10.821 ha, Ringkøbing-Skjern 10.592 ha og Aabenraa 8.292 ha.
  • Den aktuelle ansøgningsrunde til Økologisk Arealtilskud er åben frem til den 21. april 2017, og også i år forventes stor interesse. Resultatet af ansøgningsrunden kendes først endeligt efter den 1. september 2017.

Læs mere om anbefalingerne fra Det økologiske Erhvervsteam i Økologi & Erhverv nr. 608

Husk at fortælle, at Økologi & Erhverv er din kilde, hvis du citerer denne artikel.