Det attraktive udeareal

På en temadag om økologiske kyllinger blev den nyeste viden inden for indretning af udearealer fremlagt.
I projektet Multichick anvendtes de langsomt voksende kyllingeracer Label Skovkylling (billedet), Color Yield og Scan label. Mange økologiske slagtekyllingeproducenter efterspørger kyllinger, som vokser langsommere, og som er mere aktive og fødesøgende i det fri. Foto: Sanna Steenfeldt.

Under én procent af de kyllinger, som havner på danske spiseborde, er økologiske, og kun halvdelen af disse er produceret i Danmark. Der er derfor et stort behov for at øge produktionen af danske økologiske slagtekyllinger. Netop denne produktion var i fokus, da KHL og Seges i starten af maj afholdt en temadag om økologisk og alternativ kyllingeproduktion. Med de nye regler for beplantning af hønsegården var det især udearealet, der var på dagsordenen.

Nye produktionssystemer

De seneste resultater fra projektet Multichick blev fremlagt af Sanna Steenfeldt, seniorforsker fra Institut for Husdyrvidenskab. Et af projektets hensigter er at udvikle nye systemer, hvor nye kyllingetyper integreres i produktionen af træ- eller energiafgrøder, med ønsket om at opnå en forbedret dyrevelfærd, reduceret kvælstofudvaskning og øget kulstofoplagring.

- Formålet med projektet er at bidrage til en øget vækst og højere markedsandel i den danske økologiske slagtefjerkræproduktion. En af måderne, hvorpå vi kan gøre det, er ved at udvikle nye produktionssystemer, hvor vi integrerer plante- og slagtekyllingeproduktion. Derfor har vi i projektet afprøvet udearealer med træer og energipil for bl.a. at se, om det kan motivere kyllingerne til at komme ud og derved højne dyrevelfærden, forklarede Sanna Steenfeldt.

Træer lokker kyllingerne ud

I 2015 og 2016 gennemførtes demonstrationsforsøg på Gothenborg, hvor kyllingerne var i mobile huse og enten havde adgang til en kløvergræsmark eller adgang til en kløvergræsmark plus et skovareal beplantet med forskellige træer og buske.

- Det var tydeligt, at beplantningen af udearealet påvirkede kyllingernes adfærd. Kyllinger med adgang til skov var væsentligt mere ude end kyllingerne, der udelukkende havde adgang til mark; det på trods af at den mark, de gik på, var grøn med mange urter. Det var også tydeligt, at kyllingerne med adgang til mark gerne ville være i huset eller tæt på huset, hvorimod at kyllingerne med adgang til skov ofte bevægede sig langt væk fra huset, forklarede Sanna Steenfeldt og fortsatte:

- Derfor anbefaler jeg, at kyllinger har adgang til areal med træer, da det stimulerer kyllingerne til at være mere ude. Det er god en fordel, at der er lysninger i skoven, da kyllingerne ikke bryder sig om at gå ind i en tæt og mørk skov.

Læs mere om beplantning af hønsegården i Økologi & Erhverv nr. 610.

Husk at fortælle, at Økologi & Erhverv er din kilde, hvis du citerer denne artikel.