Mere end øl...

Den sociale dimension giver mening. Når eleverne er med til at lukke køerne på græs om foråret og 1.000 nysgerrige kigger på – så ranker de ryggen.

På vores marker omkring Herslev Bryghus i Lejre græsser en flok Angus-kvæg. Carsten og en flok elever fra den socialøkonomiske virksomhed Østagergård fodrer køer og kalve med kornresterne fra vores ølproduktion – mask.

Kvæget elsker det – og masken giver saftigt kød. Kvæget kvitterer også ved at bidrage til en frugtbar jord. Jorden giver os bedre korn og - i sidste ende bedre øl. Det er vi stolte af.

Den sociale dimension giver mening. Når eleverne er med til at lukke køerne på græs om foråret og 1.000 nysgerrige kigger på – så ranker de ryggen.

Når vi har brygget øl, er der også andre rester – restøl. Karen og Kristian fra Herslev Grønvirke får disse rester, og de forædler dem til smagfuld øl-eddike, som de bl.a. sælger til Michelin-restauranter i København.

Sædskifte, kvæg, græs og korn, giver plads til mere end bygmalt til bryggeriet. Rug og hvede af gamle kornsorter bliver til mel på Østagergård. Fra næste høst kommer der også havre i øllet.

Herslev Bryghus, Østagergård og Herslev Grønvirke har dannet ’En del af Herslev’. Et partnerskab, der er en investering i flere lokale kvalitetsfødevarer, mere liv på landet, en bedre ressourceudnyttelse, social ansvarlighed og et rigere samfund for flere.

Og alt på basis af noget, vi allerede har, men som vi på Herslev Bryghus ikke kan give værdi alene. Græs, mask og restøl! For mig er det sund fornuft at holde hus med det, man har.

’En del af Herslev’ har fået os til at se helt nye muligheder. For vi har jo i virkeligheden så meget, når vi skaber nye forbindelser til andre fødevareproducenter. I vores partnerskab har vi samlet set stærke kompetencer i fødevareproduktion, biler der kører varer til København, mask, restøl, hænder som gerne vil yde, jord, stærke netværk, sans for smag og innovative idéer.

I Vermont i USA er der over de seneste år groet omkring 24 lokale food hubs frem. Vi er i gang i Herslev og byder gerne til dans – over en god øl!

Det er tilladt at citere denne artikel med kildehenvisning til Økologi & Erhverv.