På vej til sit drømmejob

Midt i juni blev det offentliggjort, at Helle Borup Friberg fra og med 1. september starter i den nyoprettede stilling som administrerende direktør i Økologisk Landsforening; men hvem er den nye administrerende direktør? Det løfter hun sløret for i dette interview.
Helle Borup Friberg var ikke i tvivl, da hun læste jobopslaget: Hun ville være administrerende direktør i Økologisk Landsforening. Ansættelsesudvalget og bestyrelsen var heller ikke i tvivl: Blandt ansøgerne var hun den, der bedst matchede forventningerne til den administrerende direktør.

- Jeg er meget passioneret omkring de ting, jeg arbejder med - både på et fagligt og indholdsmæssigt niveau, siger Helle Borup Friberg, der om få måneder tiltræder den nyoprettede stilling som administrerende direktør i Økologiske Landsforening, ØL. En stilling hun selv betegner som en drømmestilling, fordi den kombinerer en ledelsesopgave med en indsats til gavn for vores fælles miljø - og begge disse opgaver brænder Helle Borup Friberg for.

Familien & fritiden

Helle Borup Friberg er 47 år, bosat i Kolding, gift med Peter Friberg, mor til tre på henholdsvis 13, 16 og 19.

- Det giver mig et stykke vej at køre for at komme på arbejde; men da jeg læste stillingsopslaget, var jeg ikke i tvivl: Dette job giver mig mulighed for at arbejde med alle de ting, jeg brænder for at arbejde med. Så det var jeg bare nødt til at søge, siger Helle Borup Friberg.

Hun har en flot karriere på sit cv, har studeret i USA og Danmark, har arbejdet i Tyskland, Vietnam og Danmark - senest som Head of Operations and Digital Platform hos Lego Education.

- Når jeg ikke er på arbejder går en del af min tid med at køre mine to yngste til badmintonturneringer og den ældste til musikundervisning. Jeg spiller også selv badminton; men jeg kan også godt lide at gå i haven, og så bruger vi en del tid i vores sommerhus ved Fåborg, fortæller Helle Borup Friberg.

Da det yngste barn var 1 år gammelt, flyttede familien til Vietnam for at arbejde. For at få hverdagen til at hænge sammen ansatte familien en lokal, ung kvinde til at passe familiens hjem i Ho Chi Minh City.

- Det fungerede rigtig godt, og hun blev så meget en del af vores familie, at hun flyttede med os tilbage til Danmark efter to år, siger Helle Borup Friberg.

Siden fik familien au pair-medarbejdere fra Ukraine, der alle ligesom den vietnamesiske hushjælp, hurtigt er blevet en del af familien.

- Vi har netop været i Ukraine til barnedåb hos en af vores tidligere au pair-medarbejdere. Det giver os anledning til at møde nye kulturer. Selvom flyrejser ikke er gode for klimaet, har vi valgt at rejse meget, fordi vi finder det meget vigtigt at møde andre kulturer og tale med de mennesker, der bor i de lande, vi besøger, siger Helle Borup Friberg.

Arbejdet & karrieren

Hun lever ud fra devisen, at de, der har evnerne, også har pligten med den tilføjelse, at de, der har privilegierne, også har et ansvar for at hjælpe dem, der ikke har.

- Op gennem min karriere har jeg søgt at finde stillinger, der har givet mig mulighed for at bruge min indflydelse til gavn for miljøet. Jeg er selv meget glad for naturen, og det betyder rigtig meget for mig, at vi kan give den videre til kommende generationer, siger Helle Borup Friberg.

I sit seneste job hos Lego Education kunne virksomhedens store indsats for at udvikle bæredygtige materialer tilgodese Helle Borup Fribergs behov for at arbejde til gavn for klodens fremtid.

- At søge stillingen som administrerende direktør i ØL var derfor et helt naturligt næste skridt i min karriere, siger Helle Borup Friberg.

Hun fik sit første direktørjob hos Lego Systems et halvt år efter familien kom tilbage til Danmark.

- Det, jeg var interesseret i på dette tidspunkt, var at blive ansat i en stor, professionelt ledet virksomhed i Danmark. Jeg valgte Lego, fordi jeg var meget inspireret af koncernens daværende administrerende direktør, Jørgen Vig Knudstorp. Men efter en nødvendig omstrukturering i Lego Education valgte jeg selv at sige op i februar i år. For selvom jeg bakkede ændringerne op, kunne jeg ikke rigtig se mig selv i den stilling, jeg skulle varetage efter ændringerne. Og hvis jeg ikke brænder for opgaven, skal jeg ikke være der, for jeg kan kun motivere andre og skabe momentum, hvis jeg har hjertet med, siger Helle Borup Friberg.

Ledelse & udvikling

Gnisten, der tændte Helle Borup Friberg i direktørjobbet hos Lego Education, handlede om virksomhedens målsætning om at inspirere og udvikle de kommende generationer, som skal bygge vores fremtid.

- Vores målsætning var at transformere læringsprocessen ved at udvikle læringsmaterialer, der stimulerer børns kreative sans og lærer dem at samarbejde. I denne proces lærte jeg også som leder, at medarbejdere kan sættes fri, når alle ved, hvad formålet med arbejdet er, fortæller Helle Borup Friberg. Hun fortsætter:

- Jeg lærte betydningen af transparens i organisationen, og at ledestjerner skal brydes ned til delmål, som alle kan overskue. Omsætter vi denne tanke til ØL’s vision: En verden, der tænker og handler økologisk - til glæde for mennesker, dyr og vores jord, så er spørgsmålet: Hvad skal vi gøre i morgen for at realisere visionen, og hvordan kan den enkelte bidrage til denne målsætning? 

Som leder trækker Helle Borup Friberg også på erfaringer fra sin fritidssport:

-  Jeg arbejder meget med feedback. Er man ikke åben for feedback, er det vanskeligt at udvikle sig. Og når en mening med livet for mig er at blive ved med at lære og udvikle mig, så giver det sig selv, at jeg lægger stor vægt på feedback, siger Helle Borup Friberg.

Hun viger heller ikke tilbage fra situationer, der kan udfordre hendes verdensbillede, og skulle udfordringen resultere i, at et nyt verdensbillede afløser det gamle, er det helt i orden med Helle Borup Friberg.

- Jeg kaster mig gerne ind i kampen, så det, der kunne være en trussel, bliver en mulighed, siger hun.

Økologien & ØL

Det er 25 år siden, at Helle Borup Friberg og hendes ægtefælle, Peter, som unge universitetsstuderende begyndte at interessere sig for økologisk mad, hvilket affødte kommentarer fra deres medstuderende om, at økologien var en modedille, som de ikke kunne forstå, det unge par var hoppet med på.

- Men sådan er det jo heldigvis ikke gået. I stedet er økologi udbredt i de danske butikker, og de økologiske varer er attraktive, samtidig med at mange producenter af de økologiske råvarer har gode forhold, siger Helle Borup Friberg. Hun fortsætter:

- Da vi begyndte at spise økologisk mad, var det ud fra et ønske om at gavne naturen og miljøet. At det så også viser sig at være et sundere valg, er jo bare vand på min mølle og endnu et argument for at vælge de økologiske varer.

Hun drømmer om, at ØL kan bidrage til at hæve vidensniveauet i befolkningen.

- Den enkelte forbruger skal vide, hvor stor indflydelse man som forbruger har, når man træffer et valg. Men vi forbrugere skal også vide mere om, hvad vi skal vælge, hvis vi for eksempel ønsker at købe den mest bæredygtige vare. Er det den danske tomat, der er avlet i et drivhus, eller den spanske frilandstomat? Jeg ved det ikke, og det er der mange andre, der heller ikke gør. Så den viden skal ud til forbrugerne, siger Helle Borup Friberg.

Hun forventer, at udviklingen af vedvarende energikilder vil føre til faldende energipriser, hvilket sammen med den teknologiske udvikling i landbruget kan bringe priserne på de økologiske råvarer og produkter ned på et niveau, der gør økologiske produkter mere tilgængelige for en større del af forbrugerne.

- Næste skridt er at gøre økologien og historien bag de økologiske produkter mere synlig. Jeg kunne f.eks. forestille mig en app à la Vivino, som kan synliggøre det enkelte produkts miljøpåvirkning og gode historie, og jeg tror, at f.eks. Aarstiderne har fat i et koncept, som tilgodeser den moderne families behov for abonnementsbaserede sunde måltider, man hurtigt kan tilberede. Samtidig benytter de deres platform til at fortælle om den økologiske dyrkning, og de historier vil vi forbrugere gerne kende, siger Helle Borup Friberg. Hun har set potentialet i Legos communities, og hun drømmer om at skabe tilsvarende fællesskaber omkring de økologiske fødevarer.

- I disse fællesskaber kan vi udnytte den kraft, der er i økologien, i et samspil mellem landmænd, virksomheder og forbrugere. Og den store styrke i selve fællesskabet er, at det blot er et par procent af medlemmerne, der skal skabe fornyelsen, så følger resten efter, siger Helle Borup Friberg.

Cirklen er sluttet

Når Helle Borup Friberg fra 1. september kan titulere sig administrerende direktør i ØL, oplever hun det som en cirkel, der startede i hendes barndom, der nu sluttes.

- Begge mine forældre voksede op på landet, og som barn har jeg tilbragt mange ferier på min families landbrug. Jeg elskede disse ferier. De var dejlige oplevelser, hvor jeg oplevede en stærk symbiose mellem landbrug og natur. Sådan ser de færreste landbrug ud i dag; men jeg ønsker i mit kommende arbejde at bidrage til at sikre landbrugets kultur- og naturarv, siger Helle Borup Friberg.

Husk at fortælle, at Økologi & Erhverv er din kilde, hvis du citerer denne artikel.