Eksport er vigtig for den økologiske landmand

Store forventninger til ny markedschef for eksport.
Pernille Bundgaard, ny markedschef for eksport i Økologisk Landsforening.

Da Helene Birk i foråret forlod sin stilling som ansvarlig for eksporten i Økologisk Landsforening, ØL, efter fire års ansættelse, kunne foreningen se tilbage på en periode, hvor eksporten havde oplevet en forrygende udvikling. Dansk økologisk eksport blev fordoblet til over 2 mia. kr. i de år, og Helene Birk knyttede mange nye medlemsvirksomhederne til eksportaktiviteterne. Helene Birk bidrog ligeledes til en solid branding af Danmark som verdens førende øko-nation. Nu har ØL ansat en ny markedschef til eksport. Hun hedder Pernille Bundgaard og startede i jobbet 1. november.

Der er store forventninger til den nye markedschef for eksport, for ØL’s indsats til gavn for eksporten af dansk økologi er et vigtigt indsatsområde for hele den økologiske branche.

Tilfreds formand

Frilands direktør, Henrik Biilmann, er også formand for Organic Denmark, Økologisk Landsforenings eksportafdeling. Han siger om foreningens indsats:

- Jeg synes helt klart, at man kan være tilfreds med de resultater, der er nået de seneste år. Den retning, tingene har, er rigtig, og den kan vi kun være stolte af, siger Henrik Biilmann.

Blandt de gode tiltag peger han blandt andet på Økologisk Landsforenings organisering af messedeltagelsen for danske virksomheder, på Eksportakademiet, hvor flere hundrede virksomhedsdeltagere har styrket deres viden om eksportmarkeder og produkttilpasning, og foreningens målrettede salgsarbejde over for store udenlandske fødevarekæder, som især har gavnet eksporten til Sverige, Tyskland og Holland.

- Det er helt sikkert, at alle disse aktiviteter har bidraget positivt til udviklingen, og at de har været til gavn for vores medlemsvirksomheder, siger Henrik Biilmann.

Danmark er for lille

Henrik Biilmann understreger, at de vellykkede eksportaktiviteter ikke kun gavner medlemmerne i Organic Denmark. Helt ned på gårdniveau kan det mærkes, at eksportarbejdet er inde i en meget positiv udvikling.

- Danmark er for lille til, at vi kan være os selv nok. Og succesen på eksporten kan mærkes helt ud på den enkelte bedrift - var det ikke for eksporten, ville antallet af økologiske landmænd være mindre, siger Henrik Biilmann.

Bedre udnyttelse

For Frilands vedkommende peger Henrik Biilmann på, at virksomheden takket være eksporten har en langt bedre udnyttelse af de dyr, der slagtes. Der er flere salgbare udskæringer, som bidrager til at skabe en høj værdi af hvert enkelt dyr.

Henrik Biilmann var også formand for Det Økologiske Erhvervsteam, som i foråret afleverede 25 anbefalinger til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen. Blandt de 25 anbefalinger var der også forslag, der handlede om fortsat støtte til eksport af den økologiske produktion.

- Med det forslag til en Finanslov, som forhandles i øjeblikket, er der meget, der tyder på, at regeringen har lyttet til Erhvervsteamets anbefalinger. I hvert fald er der sat penge af til de initiativer, vi har anbefalet, siger Henrik Biilmann.

 

Husk at fortælle, at Økologi & Erhverv er din kilde, hvis du citerer denne artikel.