De svenske kæder gearer ned

Det svenske marked for økologi voksede med 1,9 mia. dkr. i 2017, viser ny markedsrapport fra Ekoweb, men væksten i detailhandlen er skrumpet markant.

Efter en håndfuld år med høje tocifrede vækstrater skrumpede væksten i det økologiske salg sidste år til 9,8 procent. Det skyldes ikke mindst, at svensk detailhandel har mistet noget af pusten som trækdyr for salget af økologi.

I 2015 voksede det økologiske detailsalg med 40 pct. Året efter lå væksten på 13 pct. men i 2017 købte de svenske dagligvarekunder kun økologi for en halv mia. dkr. mere end i 2016. Væksten er dermed skrumpet til 3 pct.

Konkurrence fra flere sider

Ifølge svenske Ekoweb, som gennem de seneste 20 år har fulgt det svenske økologimarked tæt, er det ikke helt tilfældigt, at der er skruet ned for de seneste års kraftige acceleration i økologisalget.

Ekoweb peger på, at udviklingen er et resultat af et ændret fokus i detailhandlen, som står for ca. 80 pct. af fødevaresalget i Sverige.

’I 2017 har detailhandlen valgt at fokusere mere på lokale og svenske varer, sundhed, klimavenlige produkter, bæredygtighed og økologi i stedet for kun økologi, som den gjorde tidligere’, hedder det i Ekowebs årlige rapport ’Ekologisk Livsmedelsmarknad’, som blev offentliggjort ved det årlige Ekogalan i Stockholm i slutningen af januar.

Læs meget mere om det svenske økologimarked i Økologi & Erhverv nr. 626.

Husk, at skrive Økologi & Erhverv er din kilde, hvis du citerer denne artikel.