Danmark bliver storproducent af øjenæg

Jørgen Jøker Trachsel vil etablere landets største produktion af økologiske øjenæg på Sillerupvæld Dambrug syd for Silkeborg.
Det myldrer med 6-8 kg tunge moderfisk under vandoverfladen i flere af de 21 damme, som tilsammen udgør Sillerupvæld Dambrug. Dammene ligger placeret i en lysning i en skov i nærheden af Vrads i den sydlige del af Silkeborg Kommune. Det er i disse smukke rammer, at Jørgen Trachsel fra Ravning Dambrug er i færd med at etablere landets største økologiske avlsdambrug, som når det er fuldt oppe at køre, årligt kan producere op mod 25 mio. såkaldte øjenæg, som er befrugtede ørredæg til dambrugsproduktion. Foto: Villy Larsen

Dambrugsejer Jørgen Trachsel har gennem mange år specialiseret sig i at producere øjenæg, og de seneste år har han suppleret den årlige produktion på ca. 100 mio. konventionelle, befrugtede ørredæg (kaldet øjenæg) med en økologisk produktion på 5-6 mio. æg på et mindre anlæg, som også drives af Trachsel-familien.

- Men det er ikke længere nok til at dække efterspørgslen efter økologiske øjenæg, siger Jørgen Trachsel, som via salgsselskabet Troutex eksporterer øjenæg til kunder i over 25 lande.

Ved årsskiftet til 2018 begyndte han derfor arbejdet med omlægning af Sillerupvæld Dambrug, som får en kapacitet på op mod 25 mio. æg om året, så det atter bliver muligt at matche den hjemlige efterspørgsel efter æg.

Ifølge Jørgen Trachsel er efterspørgslen ikke stor nok til at producerer æg i alle dammene, så en del af anlægget vil blive brugt til at producere fiskeyngel, men det indgår også i planerne at arbejde mere med eksport af øjenæg.

Udvidelsen af produktionen vil føre Troutex op blandt verdens største udbydere af økologiske øjenæg og ørredyngel/sættefisk.

Læs mere om de økologiske fiskeæg i Økologi & Erhverv nr. 633.

Husk at fortælle, at Økologi & Erhverv er din kilde, hvis du citerer denne artikel.