Får hovedpine af majs

Mælkeproducent Vagn Post fra Vorbasse dyrker korn og græs til sine jerseykøer, majs giver ikke bedre udbytter på hans gård og kan derfor ikke betale sig.
Vagn Post fra Vorbasse vil hellere fodre sine jerseykøer med hvidkløvergræs og urter end med majs.

- Det har indtil nu været spændende at være til Økologisk Grovfoderdag. Og selvom jeg ikke dyrker majs mere, så kunne jeg godt lide at høre om de forskellige teknologiske løsninger på radrensning i majsen, siger Vagn Post hen over frokosten, som består af pizza fra Oles Gård.

Egentlig skulle Vagn Post have været af sted sammen med gårdens medarbejder, men der skulle også etableres vanding hjemme på gården, så Vagn Post måtte afsted alene.

På Vagn Posts gård er der 180 ha og 140 jerseykøer, som fodres med græs og korn fra gårdens egne marker.

- Jeg har været økolog i 20 år, og jeg har forsøgt mig med majs; men jeg får hovedpine af den, siger Vagn Post med et glimt i øjet. Han dyrkede den hovedpinefremkaldende afgrøde i tre år og konstaterede, at han kunne få det samme udbytte med græs. Og så vandt græsmarkerne.

Sår urter i græsmarken

Vagn Post bruger frøgræsblanding 22 på marker til afgræsning og frøblanding 42 eller 44 til de marker, der skal tages slæt på.

- På græsningsmarkerne, hvor frøblanding giver en tæt mark med hvidkløver, lægger vi frø fra esparsette, cikorie, persille og kommen i en afdeling i såmaskinen, så urterne bliver sået i rækker i græsmarken. Nu kan vi holde øje med, om køerne spiser urterne, og om de får større ædelyst. Og det kan vi konstatere, at den mere varierede græsning faktisk medfører, siger Vagn Post.

Husk at fortælle, at Økologi & Erhverv er din kilde, hvis du citerer denne artikel.