Styrk dit direkte salg fra gården via lokale netværk

Økologisk Landsforening vil etablere små lokale netværk, som skal hjælpe økologerne med at finde nøglen til et øget salg fra gården.
Lone Hedegaard, Gothenborg, er en af de økologiske kødproducenter, der ser et lovende potentiale i netværksmodellen for sin egen virksomhed.

Lokale varer er en stærk trend, men trods mange gode intentioner har det hidtil knebet for selv landets største salgskanaler at knække koden.

For at hjælpe de økologiske landmænd etablerer Økologisk Landsforening nu 6-8 lokale netværk, hvor producenterne kan hjælpe hinanden og i fællesskab løse nogle af de udfordringer, de møder på vejen fra mark til kunde.

Umiddelbart syner vejen fra jordbærmarken til den lokale butik eller fra gårdbutikken til kunderne i den nærmeste by måske ikke lang, men erfaringerne fra de seneste år viser, at det kan være vanskeligt for den enkelte producent at håndtere alle udfordringerne, forklarer Birgitte Jørgensen, chefkonsulent i Økologisk Landsforening.

Der er hjælp at få

Økologisk Landsforening organiserer de kommende måneder netværk af økologiske landmænd og lokale aktører, der i fællesskab vil styrke salget af lokale fødevarer.

Netværkene får tilknyttet en facilitator fra Økologisk Landsforening, der sammen med deltagerne skræddersyer et forløb, der imødekommer deres behov og ønsker.

   - Det kan være avlere, der vil samarbejde for at kunne levere større mængder til foodservice. Det kan være kødproducenter, der involverer en slagter eller kok i netværket for at levere den kvalitet og de udskæringer, lokale restauranter efterspørger. Eller det kan være netværk, der ønsker at bruge 2.-sorteringsbær i is eller marmelader, forklarer Birgitte Jørgensen.

1500 kroner for et netværk

Med midler fra Fonden for Økologisk Landbrug kan foreningen oprette op til otte netværksgrupper rundt om i landet i projektet ’Lokal og direkte afsætning - nye markedsmuligheder gennem viden og kompetenceløft’.

- Det er muligt at deltage i flere netværk, men man skal være forberedt på, at der bliver en del hjemmearbejde, siger Birgitte Jørgensen.

Det koster 1500 kr. at deltage, og halvdagsmøderne holdes på skift hos deltagerne, så medlemmerne af netværket får et indblik i hinandens bedrifter.

- Man kan tilmelde sig som enkeltperson eller som allerede etableret netværk, men man skal ikke vente for længe. Det er først til mølle-princippet, der gælder, siger Birgitte Jørgensen.

Læs mere i Økologi & Erhverv 633.

Husk at fortælle, at Økologi & Erhverv er din kilde, hvis du citerer denne artikel.