Professionel pessimist

Med en sol, der brager ned uge efter uge, får det alle ferieramte ude i den landlige idyl til at glemme regnvandets velsignelser.

For landbruget er solen så ubarmhjertig, at vi kun kan håbe på, at det ikke går værre end frygtet, selvom den regn, der måtte falde fremefter, ikke kan rette op på, at landets marker allerede har givet op. For den enkelte kan det blive katastrofalt.

Det kræver gode nerver at være landmand, og det er ikke noget nyt, at byboere synes, landmænd altid er utilfredse. Er det ikke med vejret, så er det med priserne. Og noget er der om snakken. Det er svært at være optimist, når problemerne med stor forudsigelighed lurer lige om hjørnet. Men som landmand er man nødt til at være professionel pessimist med et udtryk lånt fra vores nationalbankdirektør. Som han siger, så er det hans opgave konstant, at have et vågent øje på risikoen for landets økonomi. Og han skal være pessimist. Vi har alle set, hvordan det er gået, når de pessimistiske filtre forsvinder, fordi det jo går så ufatteligt godt. Det er kimen er til næste ulykke. Den misforståede optimisme.

Det er ikke første gang i historien at der er tørke. Men det ændrer ikke ved, at temperaturen gennemsnitligt vokser konstant. Som en meteorolog sagde: Der er vejr, og så er der klima. Det er vejret, vi oplever, vejret som det altid har drillet med sine trælse luner. Men det er klimaet, vi observerer. Og det er i den grad under forandring.

Det landbrug, vi kender i dag i vores del af verden, har ikke bund i naturens grænser og indbygget en tilstrækkelig forsikring over for dét, vi har i vente. Kortsigtet optimisme styrer.

Med den professionelle pessimisme in mente, skal vi til at tænke mere langsigtet og tage vores egen medicin. I generationer har vi med stor succes bistået u-landene med at løfte deres landbrug og rådgivet i metoder til at modstå et tørt og risikofyldt klima.

Løsningen hedder: Mangfoldighed af afgrøder, ikke mindst flerårige afgrøder og træer – agroforestry; skånsom jordbehandling; tilpasset dyrehold; kompostering og ’mulching’, altså om at opbygge jordens biologiske liv og en jord, der altid er dækket.

Herhjemme har vi nok lært om grønne marker og efterafgrøder, men vi pløjer fortsat mere end godt er. Vores sædskifter er ikke noget at prale af, uanset om vi har dyr eller ej. Og landet er tømt for naturelementer, hegn, vand osv. Kigger vi tilbage i vores egen historie bestod gårdens robusthed i alsidighed med mange dyrearter og dermed alsidige sædskifter, i selvforsyning, og i at den enkelte gård både havde marker på de højere og de lavere jorder, altså en øko-geografisk forståelse for at udnytte landskabet med henblik på robusthed. Og endnu længere tilbage, så indgik træer som noget naturligt i landbruget både som foder, energi og materialer.

I dag afhænger samfundets fødevaresikkerhed mere af vores købekraft i det globale marked, og markedet belønner ikke alsidighedens forsikring. Et robust fødevaresystem vender blikket indad og har indbygget et væld af relationer og forvalter den helt nødvendige recirkulering, den uomgængelige biologiske mangfoldighed og den basale produktion af vores livsfornødenheder altså vores fælles mad i en mere lokal kontekst. Vi har behov for en gennemgribende reformering af vores landbrugs- og fødevaresystem i en omfattende fælles bestræbelse for at finde en helt ny vej til et fremtidigt robust landbrug og fødevaresystem inklusiv en grønnere madkultur.

Vi har meget gunstige forhold for landbrug i Danmark, og vi skal indrette os efter det muliges kunst set med økologiske briller. Og den landbrugsjord, vi har tilbage, skal beskyttes og inddragelse af landbrugsjord til byudvikling og infrastruktur skal stoppe. Vi skal indrette os efter, at ligesom vi låner jorden af kommende generationer, så er maden til låns, og derfor skal alle ressourcer tilbageføres. Vi skal genskabe en udnyttelse af vores landskab på en skånsom måde, hvor robust produktivitet og et rigt naturindhold er hinandens forudsætninger.

Den professionelle pessimisme skal være vores adelsmærke som repræsentanter for jordens og madens robuste fødevaresystem. Økologien kan ikke hvile på sin markedsmæssige succes. Vi skal videre, og det er bare med at komme i gang. Vi tager skeen i egen hånd med vores ØkologiLøft, mens vi samtidig arbejder på at ændre EU’s fælles landbrugspolitik og dermed markedsbetingelserne. Vi har noget at byde på og meget vi vil. Og det er der masser af professionel optimisme i! Men uden vand går det ikke.

Husk, at skrive Økologi & Erhverv er din kilde, hvis du citerer denne artikel.