CASE - Region Midtjylland

Djursland Hospice arbejder hver dag med lækre råvarer og får brugt hele sin faglige videnspalette. "Det er hver dag er stor faglig udfordring, som både er sjov og begejstrende," siger køkkenleder Pia Krag Mortensen.

Hvad: Djursland Hospice

Hvor: Region Midtjylland

Hvem: Pia Krag Mortensen, Køkkenleder

Baggrund og proces

Da jeg kom til Hospice Djursland, var produktionen allerede omlagt til økologi. Det giver rigtig god mening, for selve huset er opført med tanke på bæredygtighed, så de råvarer, forplejningen består af, og den måde råvarerne bliver tilvirket på, skal naturligvis også være bæredygtige. Når man er sidst i livet og har mistet så meget, så finder mange glæde og ro i at kunne spise. Det bliver et anker i livet, selvom man måske er ved at give slip, så hjælper måltiderne med at holde fast i dagsrytmen. Generelt tænker man meget i det her hus, hvilken betydning man har haft og hvad efterlader man. Vi ved, der er patienter der tilvælger Hospice Djursland, fordi vi tilbyder mad lavet af økologiske råvarer. Vi laver alt mad fra bunden af råvarer, som er i sæson, som er dyrket lokalt og som vi kan være bekendt. Derudover har vi fokus på madspild, som vi her i huset kalder overskudsmad – vi spilder ikke noget.

Resultater

Vi har en økologiprocent på omkring de 70 procent, og oppebærer det økologiske spisemærke i sølv. Vi er der for patienterne, og vil de gerne have Knorr bearnaise eller Coca-Cola, så skal vi kunne tilbyde det. Dét vil vi ikke kunne med et spisemærke i guld. Vi arbejder med lækre råvarer, og vi får brugt hele vores videnspalette. Det er hver dag er stor faglig udfordring, som både er sjov og begejstrende.

Gode råd

Det, der er noget af det aller vigtigste, er gode dygtige medarbejdere samt et godt tværfagligt samarbejde. Personalet spiser fx med, og det, tror jeg, giver noget til måltidet og til personalets evne til at nøde patienterne. Derudover betyder det meget med en ledelse, der bakker op og fastholder vores ambitionsniveau om en bæredygtig produktion. Så tager omlægning bare tid – tag en ting ad gangen.

 

Ønsker du at referere til ovenstående, så kontakt Pia Krag Mortensen Pia.Mortensen@hospicedjursland.dk

http://www.hospicedjursland.dk/