Mere økologi i kommunens køkkener

Ved økologisk omlægning arbejder man med sæsonens råvarer og med at reducere madspild.

Økologisk Landsforening og Kost & Ernæringsforbundet foreslår:

Indfør mere økologi i offentlige køkkener – til gavn for borgerne, naturen, grundvandet og dyrene.

 

Over 30 kommuner har allerede truffet et ambitiøst valg og er i fuld gang med en omlægning til minimum 60 procent økologi i kommunens køkkener – med mange positive effekter til følge.

Økologisk omlægning sikrer bl.a., at en større del af borgernes mad tilberedes med økologiske råvarer, som er fri for rester af sprøjtegifte og indeholder markant færre tilsætningsstoffer. I forbindelse med omlægning til økologi er der også fokus på mere grønt, sæsonbaserede råvarer og tilberedning fra bunden, samtidig med at der arbejdes målrettet på at mindske madspild og optimere brugen af ressourcer til gavn for klima og miljø. Derudover støtter økologisk køkkenomlægning øget dyrevelfærd og er med til at beskytte vores kostbare drikkevandsressourcer og natur mod forurening med pesticider. Derfor er økologi et godt og stærkt brand for kommunen.

"Vi kom egentlig ret hurtigt op på over 80 % økologi. Det gjorde vi ved at lave alt fra bunden, bruge råvarer i sæson, reducere madspild og er generelt nøjsomme med vores forbrug" udtaler Maria Imer Riisgaard, Kostfaglig leder, Lynghuset, Bo- og Dagtilbud til udviklingshæmmede borgere, Københavns Kommune

Økologi muligt inden for eksisterende budget

60 procent økologi i kommunale køkkener kan nås inden for eksisterende budget. Erfaring viser, at det for mange er helt afgørende med bistand fra en omlægningskonsulent og opkvalificerende undervisning af personalet. 

Se udbuddet af omlægningskurser her og find kontaktinfo på omlægningskonsulenter.

I omlægningsforløb er der fokus på:

  • Reducering af madspild
  • Håndværksmæssige kompetencer
  • Udnyttelse af lokale, sæson- og klimavenlige råvarer
  • Kulinarisk kvalitet og nytænkning

Omlægning giver i det hele taget en anledning til konstruktivt at tale om de forplejningsløsninger, der er tilgængelige, og det potentiale der er forbundet med omlægning - både for borgerne og for beslutningstagerne. Erfaringen viser i øvrigt, at når et køkken omlægger til økologi, øges medarbejdernes arbejdsglæde og motivation.

For Rådmand i Aarhus Kommune Thomas Medom er den sundere mad til byens borgere essentiel, men også den øgede arbejdsglæde blandt kommunens køkkenansatte har været et positivt resultat af kommunens omlægning til økologi.

"Det er meningsfuldt at fokusere på sund, velsmagende mad, der er fremstillet økologisk. Den personalegruppe, der står for maden har været overset, og en vigtig sidegevinst ved Økoløft er, at medarbejdere, der typisk arbejder alene, har mødt kollegaer, været på kurser og fået inspiration til nye retter” har Rådmand for Beskæftigelse i Aarhus kommune Thomas Medom udtalt.

Fakta:

Offentlige køkkener i Danmark køber fødevarer for rundt regnet fire mia. kroner om året. Flytter man forbruget til mest mulig økologi, vil det være med til at fastholde og fremme omlægning til økologisk landbrug og dermed sikring af vores grundvand.

De økologiske spisemærker er statskontrollerede og dermed en troværdig dokumentation for køkkenets indkøb af økologiske fødevarer og drikkevarer

Det Økologiske Spisemærke har vist sig at være en attraktiv mærkningsordning, der opfylder køkkenernes ønsker og behov for at anprise økologien, og samtidig er det et motiverende værktøj til både fastholdelse og videreudvikling af økologien i det enkelte køkken.

 

For mere information kontakt markedschef for Foodservice i Økologisk Landsforening Torben Blok eller professionschef i Kost & Ernæringsforbundet Kristine Bælum: