CASE - Kalundborg

Den integrerede institution Toppen har opnået en økologiprocent på 98 inden for eksisterende budget ved at genanvende stort set alt, have fokus på mængder og ved at lave det meste fra bunden.

Hvad: Vuggestue og børnehave Toppen

Hvor: Kalundborg Kommune

Hvem: Kirsten Herløv, Kostfaglig leder

Baggrund

Jeg har arbejdet med økologi i det her hus, siden jeg begyndte for 19 år siden. Vi er den eneste daginstitution i kommunen, der både tilbereder mad til vuggestue- og børnehavebørn, hvilket blev muliggjort, efter vi i 2009 fik bygget vores køkken om. Vi er tre medarbejdere, der tilbereder mad til 150 børn. Jeg blev enig med mig selv og min leder om, at det var vigtig at tilbyde børnene dejlig mad, som er tilberedt uden tilsætningsstoffer, stråforkortere osv. Og så giver økologi bare rigtig god mening.

Proces og resultater

Da vi begyndte med at måle vores økologiprocent, var den på 25, men kort efter var den på 98 og det har den været siden. Og det i øvrigt inden for budget. Jeg får ikke flere midler til råvarer. Vi genanvender stort set alt. Vi er meget opmærksomme på børnenes behov, og fadene er kun fyldte til, hvad vi estimerer, børnene kan spise. Vi laver stort set alt fra bunden, så der er mange grøntsager, der skal ordnes, og brød der skal bages. Skræller bliver til sprøde snacks eller kommer i suppen. Fokus på vores ressourcer er det, der i den grad har været årsag til, at vi har kunne opnå en så høj økologiprocent. Når mine medarbejdere kommer hjem fra økologiinspirationskurser, er vi blot blevet bekræftet i, at det, vi gør, er dét, der skal til. Vi ved, at forældre vælger os til, fordi vi serverer økologisk mad. Jeg forventer, at forældrenes tilskyndelse til økologi blot vil stige, eftersom vi i øjeblikket oplever stor tilflytning til kommunen fra eksempelvis København, hvor man er vant til økologi.

Gode råd

Det, der hele vejen igennem har været vigtigt, er et godt tværfagligt samarbejde med personalet på stuerne. Det pædagogiske personale er dygtige til at give feedback om børnenes behov og er hurtige til at spørge om mere mad, hvis der mangler noget. Mit held har også været, at jeg hele vejen igennem har haft ledere, som også tilskyndede til brug økologiske råvarer. Jeg bruger mit netværk meget, og lader mig inspirere til arrangementer. I øvrigt lægger jeg jævnligt billeder op af maden på kommunens intranet, så forældrene kan se, hvilken mad deres børn har fået- jeg tror, det er vigtigt at gøre opmærksom på det, man kan. Det, der er mit vigtigste budskab, er, at maden skal se smuk og indbydende ud. Så spiser børnene det. Det kan godt være, at vuggestuebarnet ikke lægger mærke til det grønne salatblad, men måske det varierede farvespil, som får fadet til at se inspirerende ud. Jeg er sikker på, at børnene tager deres kulinariske oplevelser her i huset videre med sig i livet.

Ønsker du at referere til ovenstående, så kontakt Kirsten Herløv Kirsten.Herlov@kalundborg.dk