CASE - København

Uden at have fået tilført ekstra midler har Lynghuset fået økologiprocenten op nær 100. Fokus er på at bruge råvarer i sæson, reducere madspild og generelt være mere nøjsom med forbruget.

Hvad: Lynghuset, Bo- og Dagtilbud til udviklingshæmmede borgere

Hvor: Københavns kommune

Hvem: Maria Imer Riisgaard, Kostfaglig leder

Baggrund

Da jeg begyndte i Lynghuset i 2007, var der allerede en omlægning i gang i forbindelse med miljøsamarbejdet Dogme 2000. På det tidspunkt var produktionen omlagt til 40-50 % økologi. Som led i Københavns Kommunes satsning for bedre mad og måltider, køkkenløftet og ambitionen om 90 % økologi tog vi fat på at omlægge til endnu mere økologi. Vores held var, at ledelsen bakkede 100 % op, og over årene har vi haft mulighed for at være fuldt bemandet med uddannet personale.

Proces

Vi kom egentlig ret hurtigt op på over 80 %'s økologi. Det gjorde vi ved at lave alt fra bunden, bruge råvarer i sæson, reducere madspild og er generelt nøjsomme med vores forbrug. Vi har eksempelvis en suppedag, en fiskedag og har i det hele taget en rationel tankegang til produktionen. Vi serverer også dejlig økologisk kylling; hvor en almindelig dansk familie måske får kylling to gange om ugen, får vi det så kun to gange om måneden. Men det kan lade sig gøre. Løbende har vi haft konsulenter tilknyttet og har også deltaget i inspirations- og opkvalificeringskurser i Københavns Madhus.

Resultater

Vi har nu en økologiprocent på 96 % og har det økologiske guldspisemærke uden at have fået tilført ekstra midler. Vi har en høj kvalificeret medarbejderstab, der qua sin ordinære uddannelse og efteruddannelse er specialiseret i økologisk produktion. Det kræver i den grad viden og kloge hænder at nå derhen, hvor vi er i dag. Udover økologi har vi også mange diætiske hensyn at tage for beboerne – det kan vi gøre, fordi vi har en faglig baggrund. Det, vi fokuserer på nu og i den kommende tid, er måltidet og alle de udviklingspotentialer, der knytter sig til det. Både for den professionelle omsorgsgiver og beboerne.

Gode råd

Hvis en kommune vil i mål med økologi, så ansæt faglærte der har en viden om råvarer, sæson, rationel køkkendrift etc. og tilbyd dem endnu mere viden i form af opkvalificerings- og inspirationskurser. Og så skal ledelsen være med, ellers når man ikke ret langt. Det er en proces, der tager tid, men for mig er det afgørende, at selvom man har et handikap, så skal man ikke nøjes – jeg ser det som en stor ære at få lov til at lave økologisk mad til samfundets svageste borgere.

Ønsker du at vide mere så kontakt Maria Imer Riisgaard mariaimer@parkmail.dk eller læs mere på https://cossof.kk.dk/nyheder/et-loeft-der-kan-duftes-og-smages og https://www.linkedin.com/in/maria-riisgaard-33367659/