Projekt- og HR-chef til Økologisk Landsforening

Kan du styrke vores projekt- og porteføljestyringsfunktion og samtidig være med til at skabe den bedste arbejdsplads i en ambitiøs og indflydelsesrig organisation?

I Økologisk Landsforening brænder vi for at gøre en forskel. For natur, miljø og dyrevelfærd. Og for dig og din familie. Derfor har vi gjort Danmark til verdens førende økologination. Nu vil vi skridtet videre. Økologien vækster kraftigt, og med en nuværende markedsandel på 10 % vil vi skabe endnu bedre økologi til endnu flere danskere. Vil du være med?

Som ansvarlig for vores PMO-funktion…

… sætter du standarden for processer og metoder anvendt på tværs af organisationen i projektledelsen af den samlede portefølje. Du bliver en del af lederteamet, hvor du fungerer som sparringspartner i forhold til at udvikle og prioritere en årlig projektportefølje, og i tæt samarbejde med projektlederteams og dit eget kompetente koordinatorteam understøtter du markeds- og landbrugschefernes kvalitetssikring af det faglige indhold og effektiviserer projektprocessen i alle dens faser. Én af dine første opgaver bliver at introducere ensartet projektrapportering med opfølgning på klare mål, der løbende sikrer effektiv kommunikation til bestyrelse og medarbejdere, og at ledelsen træffer beslutninger rettidigt.

Som en del af ledelsen bidrager du aktivt med at sikre, at organisationens samlede indsats leverer på foreningens overordnede strategi såvel som på finansielle og operationelle mål, ligesom du løbende bidrager til at sikre en optimal ressourceudnyttelse. Som projekt- og HR-chef planlægger og faciliterer du vores porteføljestyring, og med ansvar for fondsprocessen sikrer du løbende, at foreningen er bekendt med, og udnytter, relevante finansieringsstrategier. Er du tillige forretningsorienteret, spotter nye kommercielle muligheder og forstår at forretningsudvikle med udgangspunkt i eksisterende kernekompetencer, vil det være en fordel.

Som ansvarlig for HR…

… fungerer du som vigtig sparringspartner for direktør og ledere. Med udgangspunkt i organisationens behov udvikler, implementerer og forbedrer du værktøjer og processer, der sikrer kompetenceløft og en kultur omkring god ledelse, som gør en mærkbar forskel.

Med dit skarpe øje for at udnytte organisationens potentiale optimalt er du med til at definere fremtidige kernekompetencer og sikrer løbende motivation af både lederteam og medarbejdere. Din succes måles i en høj grad af medarbejdertilfredshed og et frugtbart samarbejde på tværs af organisationen.

Som projekt- og HR-chef…

… får du ledelsesansvar for hhv. et team på 8 projektkoordinatorer og 3 kolleger i receptionen. Du trives med ledelsesansvar og er dygtig til at sætte retning for og motivere dine medarbejdere. Du skaber følgeskab og er respekteret for din evne til at sikre løbende kompetenceudvikling, og du formår at agere på såvel operationelt som strategisk plan.

Som leder får du budgetansvar. Du er derfor resultatorienteret i forhold til at udnytte dine ressourcer bedst muligt, og selvom du ikke altid har direkte kontakt til vores medlemmer, er du kundeorienteret og bevidst omkring behovet for værdiskabelse.

Du vil indgå i et stærkt lederteam bestående af en kombination af erfarne og nye kræfter med ansvar for hhv. markedsfremme, landbrugsudvikling, kommunikation, politisk arbejde og økonomi.

Du er…

… kendetegnet ved stærke samarbejdsevner og skaber aktivt gode rammer for samarbejde på tværs af organisationen. Som person bevarer du overblikket og holder hovedet koldt, når du mødes af udfordringer. Du har en god strategisk forståelse og som del af lederteamet bidrager du i strategiprocessen for Økologisk Landsforening.

Erfaring med at drive forandringsprocesser vil være en fordel.

Du er fx uddannet cand.merc. og har min. 5 års erfaring med projektledelse og PMO-arbejde og min. 3 års ledelseserfaring. Du taler og skriver flydende engelsk og har styr på MS-pakken og diverse projektstyringsværktøjer.

Vi tilbyder…

… løn matchende dine kvalifikationer, fleksible arbejdsforhold og de bedste kolleger i en organisation med hjertet på rette sted og med højt til loftet.

Lyder det som noget for dig, så skynd dig at sende en ansøgning og CV til job@okologi.dk og skriv venligst ”Projekt- og HR-chef” i emnefeltet. Vi behandler indkomne ansøgninger løbende.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte administrerende direktør Helle Friberg på telefon 20 30 83 56.

 

Økologisk Landsforening er en organisation for økologiske landmænd, virksomheder, professionelle køkkener og forbrugere, som gennem årene har skabt væsentlige resultater politisk, i landbruget og på dagligvaremarkedet. Vores vision er en verden, der tænker og handler økologisk. Med nye løsninger, samarbejde og markant interessevaretagelse baner vi vej for mere og bedre økologi – til glæde for mennesker, dyr og vores jord. Foreningen har ca. 3.500 medlemmer og 65 ansatte. Vi holder til i det gamle rådhus på Silkeborgvej 260 i Aarhus.